Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Komponister ↓ sidens fod

Komponistportræt

Dmitrij Sjostakovitj
(1906-1975)

Dmitrij Sjostakovitj

Дмитрий Дмитриевич Шостакович (Dmitrij Dmitrijevitj Sjostakovitj) var en af det 20. århundredes mest fremtrædende komponister af symfonier og strygekvartetter. Samtidig huskes han specielt, fordi han forstod at indrette sig under Stalins brutale undertrykkelse af det sovjetiske folk, herunder kunstnere af alle slags.

Sjostakovitj blev født i Sankt Petersborg den 12. (25.) september 1906. Hans far, der også hed Dmitrij til fornavn, var ingeniør, hans mor, Sofija Kokulina, var pianist. Hun gav drengen den første musikundervisning, som fra 1919 blev videreført på musikkonservatoriet i Petrograd (byens navn siden 1914, ændret til Leningrad i 1924). Hans uddannelse, der blev støttet af konservatoriets direktør, Aleksander Glazunov, afsluttedes — med et års forsinkelse på grund af sygdom og sanatorieophold — i 1926 med uropførelsen under Nikolaj Malko af hans 1. symfoni op. 10, der vakte betydelig opsigt, både i Sovjetunionen og i udlandet. Bl.a. blev den opført året efter i Berlin af Bruno Walter og i New York af Leopold Stokowski.

I den avantgardistiske atmosfære, der fulgte efter Oktoberrevolutionen, orienterede Sjostakovitj sig musikalsk imod forskellige stilretninger, der var fremme i samtiden. Navnlig komponister som Paul Hindemith, Alban Berg, Ernst Krenek, Béla Bartók, landsmanden Sergej Prokofiev og medlemmerne af den franske gruppe Les Six ('de seks') øvede indflydelse på udviklingen af hans tonesprog. Men fra første færd var hans musik kendetegnet af en meget personlig stil, der rummer tungsindighed og sortsyn blandet med sarkasme og ironi, f.eks. i form af grotesk parodi på den banale, 'borgerlige' musik, dvs. træk, der viser påvirkning fra Gustav Mahler. Karakteristisk er også den taktfaste fremhævelse af musikkkens rytmiske sider. Det avantgardistiske tonesprog kommer til udtryk i bl.a. symfoni nr. 2 op. 12, »Oktober«, komponeret i 1927 i anledning af tiåret for Oktoberrevolutionen, og nr. 3 op. 20, »1. maj« fra 1929, begge i én sats og skrevet for blandet kor og orkester. Samme musikalske udtryk genfindes i hans første opera, den satiriske Næsen op. 15 fra 1927-28, og i balletterne Guldalderen op. 22, skrevet i 1929-30, og Bolten op. 27 komponeret i 1930-31. Hans musik fra denne periode er blevet karakteriseret som en blanding af konvention og revolution, hvad koncerten i tre satser for klaver, trompet og strygeorkester op. 35 fra 1933 (1. klaverkoncert) er et oplagt eksempel på.

Hans berømmelse og anseelse nåede et højdepunkt med operaen Lady Macbeth fra Mtsensk-distriktet, komponeret og uropført i Leningrad i 1934. Den blev modtaget med begejstring både i Sovjetunionen og i den vestlige verden, hvor den blev opført bl.a. i USA, England, Tjekkoslovakiet og Schweiz. Men efter at Stalin i 1936 i Moskva havde overværet en opførelse af den, blev anerkendelsen vendt til misbilligelse. I en usigneret artikel under overskriften »forvirring i stedet for musik« i »Pravda« 28. januar samme år, måske forfattet af Stalin selv, blev operaen stemplet som 'dekadent' og musikken betegnet som 'formalistisk'. En uge senere blev kritikken gentaget, denne gang rettet mod hans ballet Den klare bæk, op. 39, der var blevet uropført året forinden. Dermed ændredes den officielle holdning til Sjostakovitj og til den musik, han hidtil havde komponeret, radikalt, og det betød et afgørende vendepunkt i hans tilværelse.

En umiddelbar, praktisk konsekvens heraf var, at han trak sin netop afsluttede symfoni nr. 4 op. 43, tilbage; den blev først opført i 1961, otte år efter Stalins død. På det kunstneriske plan betød kritikken, at Sjostakovitj stort set opgav opera og ballet til fordel for især symfoni og strygekvartet. Samtidig ændrede han stil, således at tonesproget i mindre grad blev avantgardistisk og eksperimenterende, men tværtimod blev lettere tilgængeligt. Med sin 5. symfoni op. 47, skrevet i 1937, fik han oprejsning, bl.a. fordi den er anlagt efter det traditionelle mønster for en symfoni med fire satser, og fordi dens angivelige »sociale realisme« tolkes som en hyldest til det arbejdende folk. Den blev modtaget med stor begejstring. Den følgende 6. symfoni op. 54, komponeret i 1939, omfatter en forholdsvis lang sats i roligt tempo fulgt af to korte, hurtige satser, hvoraf den sidste har en nærmest lystig karakter. Dette værk viser, at han ikke helt havde indstillet sine eksperimenter med formerne. Det mere afdæmpede udtryk kendetegner også hans eneste klaverkvintet op. 57, komponeret i 1940.

Året efter, under nazisternes belejring af Leningrad, skrev Sjostakovitj de første tre satser af sin 7. symfoni op. 60, der uden tvivl er blevet hans bedst kendte, specielt på grund af den uhyggelige, 350 takter lange march i første sats. Til symfoniens internationale berømmelse bidrog ikke mindst, at en kopi af partituret blev smuglet ud og sendt til New York, hvor den blev opført i juli 1942 af Arturo Toscanini. Under belejringen deltog Sjostakovitj i byens forsvar som brandmand. De rædselsvækkende oplevelser og indtryk, den knugende stemning og angst, som »Den store Fædrelandskrig« forårsagede, gav han særdeles effektfuldt udtryk for i den 8. symfoni op. 65, som han skrev i sommeren 1943 i Moskva, hvor den blev uropført samme år. Fra krigsårene stammer desuden hans 2. klavertrio op. 67, skrevet til minde om hans nære ven Ivan Sollertinsky, der havde støttet ham i de vanskelige år, og hans 2. strygekvartet op. 68.

I 1945, efter krigens afslutning, komponerede han i løbet af lidt over en måned den 9. symfoni op. 70, der fik sin uropførelse i Leningrad i november. Fra officiel side havde man forventet en storslået musikalsk skildring af Den røde Armés sejr og det sovjetiske folks heltemodige modstand mod nazismen, men frem for alt en glorificering af Stalin. I stedet skrev han en symfoni med fem korte satser, hvori der især hersker en let og ubekymret stemning, hvilket skal have vakt Stalins vrede. Dette var antagelig en af grundene til, at der skulle gå otte år, før Sjostakovitj igen tog fat på symfonigenren. En anden årsag var den fordømmelse, som hans og en række af hans komponistkollegaers musik blev udsat for under Andrei Zjdanovs udrensning i den sovjetiske musikkultur i 1948. I de følgende år komponerede Sjostakovitj bl.a. filmmusik (et område, han havde været en flittig bidragyder til siden 1928) og flere patriotiske vokalværker. De 24 præludier for klaver op. 34 fra 1932-33 fulgte han op i 1950-51 med de 24 præludier og fugaer op. 87; de to samlinger kan ses som moderne modstykker til Fr. Chopins præludier og til J. S. Bachs Das wohltemperierte Klavier. Også den 5. strygekvartet op. 92 stammer fra denne periode.

Den 4. marts 1953 døde Stalin. Den 10. symfoni op. 93, som Sjostakovitj komponerede i tidsrummet juli-oktober 1953, er blevet tolket som hans skildring af Stalintiden og dens korte og voldsomme anden sats som et nådesløst portræt af diktatoren. I denne symfoni indførte han en slags motto eller musikalsk kendetegn, som han genanvendte i flere senere kompositioner. Det består af tonerne d-es-c-h, som svarer til de første bogstaver i hans fornavn og efternavn i tysk transskription (DSch). Bl.a. forkommer de i den 8. strygekvartet op. 110 fra 1960, der betragtes som hans testamente.

Afstaliniseringen, der blev indledt med Nikita Khrustjovs såkaldte »hemmelige tale« i 1956, betød, at der blev indført en vis liberalisering af det sovjetiske samfund, men det ideologiske grundlag blev ikke ændret. Året efter komponerede Sjostakovitj sin symfoni nr. 11 op. 103. Den blev skrevet i anledning af 40-året for Oktoberrevolutionen, men i virkeligheden forholder den sig til en anden revolution, sådan som det fremgår af værkets titel: »Året 1905«. De fire satser er forsynet med beskrivende titler: 1. Palads-pladsen (det sted i Sankt Petersborg, hvor begivenhederne fandt sted), 2. Den 9. januar (datoen for »Den blodige søndag«, hvor militæret nedkæmpede oprørerne og dræbte mange), 3. Evig erindring (til minde om de faldne) og 4. Alarmklokke (et forvarsel om de senere revolutioner). Den særdeles suggestive musik har udpræget karakter af tonemaleri; det gælder navnlig beskrivelsen af militærets angreb og den efterfølgende skildring i samme sats af trøstesløsheden på pladsen med de faldne ofre. I symfonien har Sjostakovitj indlagt en række populære revolutionssange.

Med Khrustjovs »afsløring« i 1958 af Stalins subjektive kunstforståelse blev beskyldningen for formalisme i bl.a. Sjostakovitj' værker ophævet. Han kunne derfor skrive friere end før i tiden. I hans næste symfoni i rækken, nr. 12 op. 112, der har titlen »Året 1917« og som er tilegnet mindet om Lenin, er satserne som i den foregående forsynede med overskrifter: 1. Det revolutionære Petrograd, 2. Razliv (Lenins tilflugtssted i Karelien), 3. Aurora (navnet på det krigsskib, hvorfra de skud, der udløste revolutionen, blev affyret), og 4. Menneskehedens morgenrøde.

Aurora i Sankt Petersborgs havn

»Aurora« opankret i Sankt Petersborgs havn

Symfonien blev uropført i 1961. Samme år blev 4. symfoni fra 1935-36 opført for første gang, og to år senere blev operaen Lady Macbeth, der i mellemtiden var blevet omarbejdet, opført under en anden titel: Katerina Izmailova op. 114.

I den 13. symfoni op. 113, komponeret i 1962, indgår for første gang siden den 3. vokale stemmer. Teksterne er digte af Jevgenij Jevtusjenko, bl.a. i første sats »Babi Yar«, der kan betegnes som et mindesmærke over ofrene for nazisternes massakre af 34.000 jøder i kløften med samme navn nær Kiev. Symfonien, der er i fem satser, er skrevet for bas solo, mandskor (kun basstemmer) og orkester.

I 1961 havde Sjostakovitj orkestreret klaverdelen af Modest Musorgskijs Dødens sange og danse og var i den forbindelse blev optaget af døden. Hans beskæftigelse med dette emne kom til udtryk i den 14. symfoni op. 135, komponeret i 1969. Igen indgår vokale stemmer i samtlige 11 satser, der er skrevet til tekster af Garcia Lorca, Guillaume Apollinaire, Wilhelm Küchelbecker og Rainer Maria Rilke. Besætningen omfatter en sopran solo, en bas solo, strygeorkester og slagtøj. Symfonien omtalte han selv som en protest, ikke imod døden, som er uafvendelig, men imod de mennesker, der slår andre ihjel. »Slagtere« kaldte han dem.

Med den sidste symfoni i rækken, den rent instrumentale nr. 15 op. 141 fra 1971, vendte han tilbage til den traditionelle form med fire satser. I de følgende år skrev han bl.a. sine to sidste strygekvartetter, nr. 14 op. 142 og 15 op. 144. Hans sidste fuldendte værk blev sonaten for viola og klaver op. 147, skrevet i juli 1975. Han døde i Moskva den 9. august samme år og blev begravet under betydelig omærksomhed — et vidnesbyrd om den anerkendelse og respekt, han var genstand for hos mange af sine landsmænd.

Foruden som komponist virkede Sjostakovitj som lærer på konservatorierne i Leningrad i årene 1937-41 og igen fra 1945, desuden i Moskva i 1943-48. Fra 1958 levede han i Moskva. To år senere blev han udnævnt til førstesekretær i den russiske afdeling af den sovjetiske komponistforening og blev i den forbindelse for første gang medlem af kommunistpartiet. I 1962 blev han desuden stedfortrædende medlem af den øverste sovjet, en post han bevarede til sin død. Trods den modstand og kritik, han den ene gang efter den anden blev udsat for fra kommunistpartiet, modtog han i årenes løb adskillige priser og udmærkelser fra de sovjetiske myndigheder, bl.a. Lenin-ordenen og Stalin-ordenen. I Danmark blev han hædret med Léonie Sonnings Musikpris i 1973.

Se listerne over Sjostakovitj' kammermusik og orkestermusik

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Opdateret 12. oktober 2023