|
| |
|
→ Personer ↓ sidens fod
Musikhistoriske personer
Simon Sechter (1788-1867)
© Peter Ryom 2018
Simon Sechter var en af de mest fremtrædende og betydningsfulde musikteoretikere og lærere i musikteori i første halvdel af 1800-tallet. Han blev født i Friedberg i Böhmen, hvor han modtog sin første musikundervisning. Han virkede som skolelærer fra 1803 i Linz og fra det følgende år som huslærer i Wien. Her modtog han videregående musikundervisning, blandt andet i klaverspil, og erhvervede gennem læsning af forskellige musikteoretiske værker et omfattende kendskab til emnet. Han virkede både som privat musiklærer og som ansat ved et blindeinstitut. I 1824 blev han hoforganist i Wien, hvor han i 1851 tiltrådte stillingen som professor i generalbas og kontrapunkt ved Gesellschaft der Musikfreundes konservatorium i Wien, hvor han forblev til sin død. I embedet blev han efterfulgt af Anton Bruckner i 1868.
Sechters historiske betydning skyldes især, at han stillede sit omfattende kendskab til musikteori til rådighed for andre. Det gjorde han dels igennem udgivelsen af en lærebog, Die Grundsätze der musikalischen Komposition, der udkom i tre bind i 1853-54, dels gennem den undervisning, han gav både på konservatoriet og privat. Han havde over 100 elever, heriblandt Franz Schubert, der nogle uger før sin død i 1828 blev hans elev i kontrapunkt. Til hans elever hørte musikere fra ind- og udland, herunder Henri Vieuxtemps, Gustav Nottebohm, Sigismond Thalberg og Franz Lachner. Anton Bruckner, der privat pr. korrespondance blev undervist af ham i kontrapunkt i årene 1855-61, betegnede han som den bedste elev, han nogensinde havde haft.
↑ sidens top
Forside
Komponister
Artikler
Værklister
Publikationer
Diverse
Anton Bruckner
18. september 2024
|
|