»MusikMosaik«

→ Diverse ↓ sidens fod

Ordbog

Definition af forskellige, her anvendte termer

Enkelte af de anførte begreber kan have andre betydninger end de oplyste. F.eks. ses ordet »genre« brugt i andre sammenhænge som overordnet betegnelse for musiktyper som 'klassisk', 'jazz', 'rock', 'country', 'pop' osv. Definitionernes formål er dels at være almindeligt oplysende, dels at foregribe eventuelle misforståelser.

Antifon

Kort sang, der indgår som omkvæd mellem versene af en salme fra Salmernes Bog, en nytestamentlig lovsang eller lignende.

Arpeggione

Strygeinstrument på størrelse med en violoncel, holdes og spilles med bue som denne. Det har samme form og strengeantal som en guitar (seks). Instrumentet blev opfundet i Wien af Johann Georg Staufer i 1823, men gik hurtigt af mode. I 1824 komponerede Schubert en sonate for arpeggione og klaver (D 821), der nu om dage spilles på violoncel (eller viola). Andre navne for instrumentet: Guitarre d'amour og Guitarre-Violoncell.

Basso continuo

Synonym: generalbas. Becifret basstemme, der principielt er beregnet til at blive udført af to instrumenter: et dybt klingende melodi-instrument (violoncel, kontrabas, fagot eller lignende) og et akkordinstrument (orgel, cembalo, lut, teorbe [bas-lut] eller lignende). På det sidsnævnte udføres de akkorder, der er angivet med becifringerne. Forkortes ofte til b. c. eller bc. Princippet blev udviklet i baroktiden (ca. 1600-ca. 1750), men forekommer i adskillige værker fra senere perioder (Mozart, Bruckner osv.).

Bundne orgelværker

Musikstykker, der er skrevet på grundlag af en i forvejen eksisterende koralmelodi. Hertil hører koralforspil, koralpartita- eller variationer, koralfantasi og visse orgelmesser.

Concerto grosso

En musikalsk genre, hvori det koncerterende princip består i den klanglige kontrast mellem to instrumentgruppe: en lille, der kaldes concertino og der som regel har triosonate-besætning, og concerto grosso, der omfatter det korisk besatte strygeorkester besående af violin I, violin II, viola og basso continuo. I modsætning til solokoncerten, der normalt består af tre satser i rækkefølgen hurtig-langsom-hurtig, følger concerto grossoen ikke noget fast, traditionelt formmønster. Der skelnes i øvrigt mellem kirkelige og verdslige concerti grossi, benævnt henholdsvis da chiesa og da camera. Til genrens mest fremtrædende komponister hører Arcangelo Corelli, Georg Friedrich Händel og Francesco Geminiani.

Elevation

Instrumentalt eller vokalt stykke musik, der er beregnet til opførelse i den katolske messe i forbindelse med, at præsten efter indstiftelsesordene hæver hostien og kalken til menighedens tilbedelse.

Frie orgelværker

Musikstykker, der i modsætning til bundne orgelværker, er uafhængige af en koralmelodi. Hertil hører bl.a. præludium og fuga, toccata og fuga, fantasi og fuga, sonate, trio og variationer.

Genre

Overordnet betegnelse for grupper af værker, der opviser en række fælles træk: besætning, opbygning, anvendelse, tekstindhold osv. Eksempler på genrer i denne betydning:
• Instrumentale: symfoni, sonate, koncert, concerto grosso, suite, præludium og fuga, ballet
• Vokale: kantate, messe, requiem, motet, oratorium, passion, opera
Inden for hver genre kan der forekommer et større eller mindre antal varianter, f. eks. solosonate, triosonate, klaversonate, violinsonate, cellosonate osv., eller kirkelig kantate, verdslig kantate osv. Adskillige enkeltsatsede stykker kan enten optræde alene som egentlige genrer eller indgå i en større sammenhæng, f.eks. ouverture, march, vals, variationer, arie.
— Da ordet »genre« ofte anvendes om forskellige musikformer (jazz, rock, pop, folkemusik osv.), skal det erstattes af »værktype«.

Incipit

Begyndelsen af en sats eller et musikstykke noteret i nodeskrift. Incipit tjener i tematiske fortegnelser til identifikation af de enkelte stykker. Betegnelsen kan også anvendes om alfabetiske tekster, bl.a. arier, salmer og andre vokalværker, der benævnes med første verslinje som f.eks. »Aleneste Gud i himmerig«.

Liber usualis

Romersk-katolsk, uofficiel liturgisk bog. Den er sammensat af dele af Graduale romanum og dele af Antiphonale romanum, der indeholder tekster og (gregorianske) melodier til henholdsvis messe og tidebønner. Liber usualis, der ofte forkortes til LU, udkom første gang i 1896 og er siden blevet genudgivet flere gange, men har mistet sin betydning efter liturgireformen efter 2. Vatikankoncil (1962-65).

Monodi

Generalbasledsaget sang, opstod omkring 1600 i forbindelse med bl.a. den dengang nye opera, hvori den blev anvendt til recitation af personernes replikker. I løbet af 1600-tallet blev monodien udviklet til recitativ og arie. I recitativet fremføres teksten hovedsagelig med én tone for hver stavelse og med tonegentagelser, mens den musikalsk og melodisk rigere arie med koloraturer frem for alt skal udtrykke de følelser (affekter), som opstår hos personerne efterhånden som handlingen skrider frem. Begge satstyper blev anvendt i mange andre værktyper: oratorium, passion, kantate osv.

Originalfassung

Den tyske betegnelse, der kan oversættes til »originalversion«, anvendes navnlig i forbindelse med musik af Anton Bruckner, hvis symfonier og messer ikke alene af komponisten selv ofte blev omarbejdet og derfor foreligger i flere forskellige udformninger, men også — i flere tilfælde endda uden hans vidende eller godkendelse — blev udsat for hans elevers og kollegaers mere eller mindre gennemgribende bearbejdelser. Siden begyndelsen af 1930'erne anvendes betegnelsen »Originalfassung« om Bruckners egne versioner, både de oprindelige og de omarbejede. Betegnelsen må derfor ikke forveksles med »Urfassung«, der i almindelighed bruges om den oprindelige udformning af et værk.

Responsorium

En liturgisk sang, der synges som svar på en bibellæsning.

Solosonate

Et en- eller flersatset stykke især fra baroktiden, skrevet for ét soloinstrument (violin, fløjte, obo osv.) og basso continuo. Denne genre må ikke forveksles med musik komponeret for ét intrument uden ledsagelse som f.eks. J. S. Bachs sonater for violin solo.

Suite

Flersatset komposition, der omfatter en række satser med stiliseret dansekarakter i mere eller mindre fast rækkefølge. Principielt skelnes der ikke mellem suiter for et enkelt instrument (cembalo, spinet, clavichord) og suiter for ensembler. I ældre suiter (1600-tallet) udgør pavane, gaillarde, allemande og courante den faste grundstamme, mens den i yngre suiter (1700-tallet) består af allemande, courante, sarabande og gigue. Dette mønster kan varieres i det uendelige gennem tilføjelsen af andre satstyper som gavotte, bourrée, menuet, passepied, badinerie, forlane, ligesom satserne kan optræde i par, f.eks. menuet I og II, bourrée I og II. Eksempler på ældre suiter findes hos Johann Hermann Schein Banchetto Musicale for ensemble (1618) og Johann Jacob Forberger for cembalo. Den yngre suite kendes hos Dietrich Buxtehude og hos Johann Sebastian Bach, der komponerede suiter både for cembalo (Franske suiter, Engelske suiter, Partitaer) og suiter for orkester; disse kaldes som regel »Ouverturer« efter overskriften over den indledende sats.

Tabulatur

Herved forstås en speciel musikalsk notationform, der i stedet for noder og nodelinjer består af bogstaver, tal og forskellige andre tegn. Tabulatur var udbredt i baroktiden; bl.a. anvendte Dietrich Buxtehude og Johann Sebastian Bach denne notationsform.

Triosonate

Instrumental genre fra baroktiden (ca. 1600-ca. 1750), kendetegnet ved at være skrevet for tre stemmer: to melodiske overstemmer (ofte to violiner eller to andre, ens instrumenter) og basso continuo. Triosonaten blev i midten af 1700-tallet videreført i strygekvartetten.

Viola

Strygeinstrument beslægtet med violin, også kendt som bratsch (af italiensk: viola da braccio, dvs. 'arm-viola', der holdes som en violin på armen, i modsætning til viola da gamba, 'ben-viola', der holdes mellem benene).

Værktype

Se genre.

↑ sidens top

Opdateret 22. maj 2023