»MusikMosaik«

→ Artikler ↓ sidens fod

Musik af Henri Mulet
(1878-1967)

Orgelværker

Henri Mulet var søn af Gabriel Léon Mulet, der var pianist, sanger og korleder ved Sacré-Cœur-Kirken i Paris. Hans mor, Blanche Victoire Patie, underviste i klaver, var sanger og virkede som organist på kirkens harmonium. Som dreng blev Henri Mulet optaget på Pariserkonservatoriet, hvor han blev uddannet som cellist og vandt som 15-årig en pris i cellospil. Dog besluttede han kort efter at studere harmoni og orgelspil, som han blev undervist i af blandt andre Charles-Marie Widor. Mulet virkede efter endt uddannelse som organist ved forskellige kirker i Paris og blev desuden lærer ved Niedermeyer-skolen og ved Schola cantorum, hvor han virkede sammen med Vincent d'Indy. Her havde han talrige elever i årene 1924-31. Omkring 1937 forlod han Paris for at slå sig ned i de sydfranske by Draguigan, hvor han i en årrække virkede som organist ved domkirken, og hvor han forblev resten af livet.

Mulet må af flere grunde betegnes som en gådefuld skikkelse. Menneskeligt var han indesluttet, han havde kun ganske få venner, og han førte ingen korrespondance, som kunne have givet et indblik i hans sindelag. Han komponerede et antal symfoniske værker, musik for kor og enkelte kammermusikværker, men han brændte de fleste af sine manuskripter, antagelig som udtryk for en stor selvusikkerhed. Et antal orgelkompositioner blev udgivet og undgik således tilintetgørelse.

Esquisses byzantines

Under denne titel udgav han en samling på ti stykker for orgel, der var tænkt som en erindring om Sacré-Cœur-Basilikaen. Stykkerne, som han komponerede i årene 1914-1919, gav han overskrifter, der på hver sin måde henviser til den berømte kirke. Denne blev bygget på det højeste punkt i Paris, Montmartre (»martyrhøjen«). Den skulle indvies i 1914, men på grund af udbruddet af Første Verdenskrig blev ceremonien udsat til 1919. Kirken er opført i romansk-byzantinsk stil og rummer en af verdens største mosaikker, der forestiller den opstandne Kristus. Mosaikken blev indviet i 1923.

De ti stykker i samlingen er:

1. Nef (Kirkeskib)
2. Vitrail (Glasmosaikrude)
3. Rosace (Roset)
4. Chapelle des morts (Ligkapel)
5. Campanile (Kampanile, klokketårn)
6. Procession
7. Chant funèbre (Sørgesang)
8. Noël (Jul)
9. In Paradisum (I Paradis)
10. Tu es petra et portae inferi non praevalebunt adversus te

Titlen på det sidste stykke stammer fra Matthæusevangeliet, kap. 16, vers 18 i Vulgata. Verset lyder i sin helhed: »Et ego dico tibi, quia tu es Petrus, et super hanc petram aedificabo ecclasiam meam, et portae inferi non praevalebunt adversus eam«. (Og jeg siger dig, at du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den). I den anførte titel er således ordene på den klippe vil jeg bygge min kirke udeladt, ligesom magt over den er ændret til magt over dig. Ændringerne er påfaldende i betragtning af, at stykket er skrevet som en hyldest til Kirken på toppen af Klippen.

Af Henri Mulet er desuden bevaret otte stykker for orgel eller harmonium:

1. Méditation religieuse (Religiøs meditation)
2. Angélus (Angelus, en bøn, der bedes morgen, middag og aften, og som bedeslag med klokker kalder til)
3. Petit Offertoire (Lille offertorium)
4. Sortie douce (Dæmpet udgangsspil)
5. Prière (Bøn)
6. Offertoire funèbre (Sørgeoffertorium)
7. Offertoire pour la fête du Trés-Saint Rosaire (Offertorium til festen for den hellige rosenkrans)
8. Carillon-Sortie (Klokkeringning til udgang)

De nævnte stykker er indspillet på en dobbelt-CD af Friedhelm Flamme på Mühleisen-Orglet fra 2000 i Bad Gandesheims stiftskirke ◊ CPO 555 040-2.

↑ sidens top

Siden opdateret 6. juni 2022