Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Artikler ↓ sidens fod

Musik af Antonín Dvořák
(1841-1904)

»Requiem«, op. 89

Antonín Dvo&#

Dette værk er et blandt flere eksempler på, at liturgiske tekster er blevet lagt til grund for musik, der ikke var beregnet til opførelse i en kirke i forbindelse med en gudstjeneste, men ved en koncert, hvor det betalende publikum forventedes at lytte mere til tonerne end til de ord, der blev sunget. I den slags værker havde det tekstlige indhold normalt afgørende betydning for musikkens karakter, der i det her omtalte Requiem er præget af alvor og indlevelse, men til trods herfor er det af flere grunde ikke egnet til opførelse ved en gudsjeneste. Først og fremmest følger teksten ikke i alle enkeltheder de foreskrevne retningslinjer, hvad der i sig selv udelukker en opførelse i liturgisk sammenhæng, men hertil kommer, at værket har en længde, der ville sprænge rammerne for en gudstjeneste, og desuden er det skrevet for en omfattende besætning, som der vanskeligt vil kunne skaffes plads til i et almindeligt kirkerum.

Tekstgrundlaget er den romersk-katolske kirkes messe for de afdøde, Missa pro defunctis, der i musikalsk sammenhæng omfatter følgende dele:

  1. Introitus: Requiem aeternam dona eis Domine med vers: Te decet hymnus, Deus, in Sion
  2. Kyrie eleison, Christe eleison, Kyrie eleison
  3. Graduale: Requiem aeternam dona eis Domine med vers: In memoria aeterna
  4. Tractus: Absolve, Domine med vers: Et gratia tua
  5. Sekvens: Dies irae, dies illa, der omfatter 17 trelinjede og tre tolinjede strofer (1-17 og 18-20)
  6. Offertorium: Domine, Jesu Christe med vers: Hostias et praeces tibi, Domine
  7. Sanctus, sanctus, sanctus Domine Deus med Benedictus qui venit in nomine Domini
  8. Agnus Dei qui tollis peccata mundi (tre gange)
  9. Communio: Lux aeterna luceat eis, Domine med vers: Requiem aeternam dona eis, Domine

I lighed med andre komponister — f.eks. Wolfgang Amadeus Mozart, Luigi Cherubini, Hector Berlioz, Anton Bruckner, Giuseppe Verdi og Gabriel Fauré — har Dvořák valgt kun at sætte musik til nogle af de ovennævnte afsnit, mens andre dele lades ude af betragtning. Teksten er fordelt på 13 satser med dette indhold (tallene i parentes henviser til ovenstående oversigt):

  1. Requiem aeternam (1. og 2.)
  2. Graduale (3.)
  3. Dies irae (5., strofe 1-2, 1-2)
  4. Tuba mirum (5., strofe 3-6, 1-3)
  5. Quid sum miser (5., strofe 7-8)
  6. Recordare, Pie Jesu (5., strofe 9-15)
  7. Confutatis maledictis (5., strofe 16-17)
  8. Lacrimosa (5., strofe 18-19, 18, 20)
  9. Offertorium (6. uden vers)
  10. Hostias (6. vers)
  11. Sanctus (7.)
  12. Pie Jesu (6., strofe 20)
  13. Agnus Dei (8. og 9.)

Der således ikke er noget usædvanligt i, at Tractus (4. tekstdel) er udeladt. Til gengæld er det mere utraditionelt, at Dvořák lader de tre første strofer af Sekvensen efter stroferne 3-6 i sats nr. 4 gentage. At den sidste strofe af Sekvensen, Pie Jesu, indgår isoleret i en sats indskudt mellem Sanctus og Agnus Dei, er uliturgisk, men hertil skal bemærkes, at det samme træk findes i en række andre komponisters Requiem, bl.a. af Luigi Cherubini (begge værker), Alfred Desenclos, Maurice Duruflé og Gabriel Fauré.

Besætningen i Dvořáks Rquiem omfatter fire vokalsolister (sopran, alt, tenor, bas), et firestemmigt kor (samme stemmefordeling) og et orkester bestående af piccolofløjte, to tværfløjter, to oboer, engelskhorn, to klarinetter, basklarinet, to fagotter, kontrafagot, fire horn, fire trompeter, tre basuner, tuba, pauker, orgel, harpe, violin I, II, viola, violoncel og kontrabas. Dette forholdsvis store opbud af vokalstemmer og instrumenter af forskellige art har Dvořák udnyttet til at opnå en høj grad af klanglig og udtryksmæssig variation. Dette understreges at, at satserne er inddelt i et antal indbyrdes kontrasterende afsnit med vekslende besætninger og skiftende takt- og tonearter.

Som en slags modvægt til den mangfolidghed, der derfor kendetegner værket, har Dvořák indlagt et kort motiv på fem toner:

der optræder allerede i de første to takter og siden gentages gang på gang i forskellige udformninger hele værket igennem, sats efter sats. Det sidste citat af motivet forekommer få takter før slutningen af sidste sats:

Dette princip var ikke nyt, for Berlioz havde anvendt det i form af en idée fixe i sin Symphonie fantastique (1830). Også Richard Wagner gjorde udstrakt brug af de såkaldte »ledemotiver« (Leitmotive) i sine store sceniske dramaer, hvor de har en betydelig funktion.

Dvořáks Requiem blev uropført ved musikfestivalen i Birmingham den 9. oktober 1891, hvor komponisten selv dirigerede The Festival Orchestra and Choir med betydelig succes. Herom vidner ikke mindst, at værket blev gentaget kort efter i både Manchester og Liverpool, og siden oplevede talrige opførelser på fastlandet, bl.a. i Prag og Wien. Det regnes ikke uden grund for et af Dvořáks største og mest betydningsfulde værker.

↑ sidens top

Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Divers:e

Siden oprettet den 30. marts 2018