»MusikMosaik«

→ Artikler ↓ sidens fod

Dur- og molbetegnelserne

Hvorfra stammer den tradition at skrive tonenavnene med stort bogstav i dur og med lille i mol, og hvor gammel er den? Disse spørgsmål er blevet stillet til musikmosaik.dk af en af websitets besøgende.

Betegnelserne dur og mol var oprindeligt adjektiver, der blev anvendt til at skelne mellem to forskellige toner noteret på samme linje i et nodesystem: h kaldt b durum og b kaldt b mollis. Den første blev skrevet med kantet ('hårdt') hoved, den anden med rundt ('blødt'). Disse to nodeformer blev med tiden udviklet til henholdsvis det moderne opløsningstegn og fortegnet b.

De to betegnelser blev overført til de tonearter, der i 1500-tallet blev udviklet af to »nye« kirketonearter, jonisk og æolisk, og som efter ca. 1600 var enerådende. Den første er kendetegnet ved at have stor terts og stor sekst (skalaens 3. og 6. trin), mens den anden har lille terts og lille sekst. Derfor er det nærliggende at skrive tonenavnene med stort bogstav, når der er tale om en dur-toneart, med lille, når de indgår i en mol-toneart, altså f.eks. C-dur og c-mol, Es-dur og es-mol, H-dur og h-mol.

Denne tradition stammer fra Tyskland, hvor dur- og mol-betegnelserne også anvendes (mol skrives altid med to l'er). Dog synes der ikke at være faste regler for, hvornår de to betegnelser skrives med stort eller lille, f.eks. C-Dur eller C-dur, h-Moll eller h-moll, og princippet er ikke blevet anvendt konsekvent; f.eks. er titlen på den gamle udgave (1857) af Johann Sebastian Bachs store messe: Messe H moll, mens det samme værk benævnes Messe h-moll i en nutidig partiturudgave (2006). Det er ikke muligt at oplyse, hvornår mere eller mindre faste retningslinjer blev fastlagt. Ifølge Duden, Die deutsche Rechtschreibung (1996), skal dur og mol dog skrives med stort, men da der oprindeligt var tale om adjektiver, er det rigtigst at skrive ordene med lille (dette blev efter opfordring fra forlaget gennemført i Antonio Vivaldi. Thematisch-systematisches Verzeichnis seiner Werke, Breitkopf & Härtel, Wiesbaden 2007).

Fra tysk har traditionen bredt sig til de skandinaviske lande, hvor dur og mol skrives med lille, mens tonenavnene anføres efter de nævnte principper. I virkeligheden må de forskellige skrivemåder betegnes som redundante, eftersom tonenavnene skrives med stort bogstav i dur, med lille i mol. Når dette overholdes, er der ingen tvivl om, hvilke tonearter der er tale om ved titler som Sonate i D eller Præludium i f (dette princip er gennemført i Bach-Werke-Verzeichnis, Kleine Ausgabe udgivet i 1998 af det nævnte forlag i Wiesbaden).

På andre sprog, herunder engelsk, italiensk og fransk, kendes denne skelnen mellem forskellige skrivemåder af dur og mol ikke. De to tonekøn kaldes henholdsvis major/minor, maggiore/minore og majeur/mineur, mens tonenavnene altid skrives med stort bogstav på engelsk, altså C major og B minor, med lille på de to andre sprog. På disse har tonerne i øvrigt andre navne: ut (eller do), re, mi, fa, sol, la og si.

↑ sidens top

Siden oprettet den 30. november 2011