Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Artikler ↓ sidens fod → D. Buxtehude

Dietrich Buxtehude:
Membra Jesu Nostri (1680)

Buxtehudes Membra Jesu Nostri er en cyklus i syv kantatelignende dele, hvis tekstlige hovedindhold er middelalderlige, latinsksprogede meditationer over den korsfæstede Frelsers legemsdele: fødder, knæ, hænder, side, bryst, hjerte og ansigt. Ordene er udvalgte strofer fra en samling digte, der oprindeligt bestod af fem dele, men som med tiden blev udvidet til at omfatte det symbolske syvtal: Rhytmica oratio ad unum quodlibet membrorum Christi patientis et a cruce pendentis. Digtene var genstand for udbredt interesse i 1600-tallet; bl.a. lod den evangeliske salmedigter Paul Gerhardt sig inspirere af dem til to af sine koraltekster. Den ene er Sei mir tausendmal gegrüßet, hvis sidste strofe lyder:

 Diese Füße will ich halten,
 auf das best ich immer kann.
 Schaue meiner Hände Falten
 und mich selber freundlich an
 von dem hohen Kreuzesbaum
 und gib meiner Bitte Raum.
 Sprich: Laß all dein Trauern schwinden,
 ich, ich tilg all deine Sünden.

Den anden af Paul Gerhardts koraltekster er O Haupt voll Blut und Wunden, der kendes i Frederik Rostgaards danske oversættelse fra 1738, O hoved højt forhånet.

Mere interessante i denne sammenhæng er to tyske gendigtninger af Rhytmica oratio, der skyldtes henholdsvis Joseph Wilhelmi (1597-1652) og Johann Rist (1607-1667). Den første udkom tillige med den latinske original i 1633 i Hamborg og anses for at have været forlægget for Buxtehudes udsættelse. Den anden blev udgivet i 1648, ligeledes i Hamborg, og udkom desuden i 1655 i 2. reviderede oplag sammen med en tilbageoversættelse til latin ved Tobias Petermann. Det skal i denne forbindelse nævnes, at tekstgrundlaget for Buxtehudes Dein edles Herz, der Liebe Thron BuxWV 14 stammer fra Wilhelmis gendigtning, mens det for An filius non est Dei BuxWV 6 er taget fra Petermanns latinske tekst. Begge værker er med andre ord indholdsmæssigt beslægtede med Membra Jesu Nostri.

De latinske digte i Rhytmica oratio består hver af ti strofer. De blev tidligere tilskrevet Bernhard af Clairvaux (1090-1153), men anses nu for at være skrevet af hans ordensbroder Arnulf af Louvain (ca. 1200-1250). Ifølge Karstädts fortegnelse over Buxtehudes værker er det dog kun de fem første digte, der kan tilskrives Arnulf af Louvain, mens de to sidste rimeligvis skyldes henholdsvis Josef von Steinfeld (ca. 1160-1241) og en ukendt digter. Foruden disse tekster omfatter ordene i de syv dele udvalgte bibelcitater, hovedsagelig fra Det gamle Testamente.

Buxtehude komponerede Membra Jesu Nostri i 1680 i Lübeck, hvor han siden 1668 havde virket som organist ved Marienkirche. Værket tilegnede han Gustav Düben (1624-1690), der var hofkapelmester og organist ved den tyske kirke i Stockholm og som Buxtehude stod i venskabelig forbindelse med.

Om værkets formål foreligger der ingen oplysninger. Dog kan en eller anden liturgisk funktion lades ude af betragtning på grund af tekstindholdet, ligesom det kan udelukkes, at Buxtehudes berømte Abendmusiken kan have dannet ramme om en opførelse, eftersom disse koncerter fandt sted i kirkeårets to sidste søndage og de tre sidste søndage i Advent og ikke i den stille uge. Spørgsmålet om, hvorvidt Membra Jesu Nostri skal tolkes i lyset af den tidlige pietisme, der blev igangsat i 1675 af den tyske, lutherske teolog Philipp Jakob Spener (1635-1705), er omstridt.

Hver del er anlagt efter et grundmønster, der dog kun forekommer uden ændringer i 3. del, Ad manus, mens det varieres i de øvrige dele. Dette grundlæggende formprincip består af:

  1. Instrumental indledning betegnet som Sonata
  2. Femstemmig vokal ensemblesats med instrumentledsagelse skrevet til en bibeltekst
  3. Tre solistiske afsnit (i fem tilfælde benævnt Aria) med hver en strofe fra Rhytmica oratio. De ledsages alle tre af den samme basso continuo-stemme og slutter med et instrumentalt afsnit, Ritornello, der er ens for alle tre afsnit. De to første afsnit har desuden samme musik.
  4. Den vokale ensemblesats med instrumentledsagelse gentages.

Trods varianterne, der er bl.a. omfatter tilføjelse af en ekstra sats, ændret rækkefølge af soloafsnittene og musikalsk forskellige udsættelser af disse, hører alle syv dele til den værktype, der fremkommer ved en sammenstilling af Concerto og Aria.

Mens der på grund af gentagelserne således hersker en stærk indre musikalsk sammenhæng inden for hver del, gælder det ikke for Membra Jesu Nostri som helhed, da der ikke består noget tematisk eller motivisk slægtskab mellem dem. Alligevel er det tydeligt, at værket udgør en cyklisk enhed. Bortset fra det tekstlige indhold bemærkes især det tonale forløb: de syv værkdele står i henholdsvis c-mol, Es-dur, g-mol, d-mol, a-mol, e-mol og c-mol, således at første og sidste del står i samme toneart. Desuden følger netop disse to dele et ændret mønster i forhold til de øvrige dele med hensyn til dispositionen, idet begge slutter med to ensemblesatser. Disse forskellige træk kan tolkes som udtryk for, at værket fra Buxtehudes side blev anlagt som en cyklisk helhed og derfor bestemt til opførelse samlet.

Besætningen omfatter fem vokalsolister (sopran I, sopran II, alt, tenor og bas), et femstemmigt vokalensemble med samme stemmefordeling, to violinstemmer og en becifret basstemme (basso continuo); i værkets sjette del (Ad cor) ændres instrumentariet til at omfatte fem viola da gamba-stemmer og basso continuo. Det oplyses i øvrigt ikke, om vokalensemblet og instrumentariet skal besættes korisk eller solistisk. Dog er det mest sandsynligt, at de vokale satser med bibeltekst er skrevet for kor, men de kan også med fordel opføres med både vokale og instrumentale solister.

Værket er overleveret dels i Buxthudes egenhændige håndskrift, hvori det er noteret i tabulatur, dels i Dübens transskriptioner til almindelig nodeskrift af de enkelte dele. Disse afskrifter opviser en række ændringer i forhold til Buxtehudes originale version. Dels tilkomponerede Düben en instrumental mellemstemme i flere af de satser, der er skrevet for to violiner, violone og basso continuo, dels ændrede han »violone« til »viola da gamba«, men betegnede en ikke-becifret continuo-stemme som »violone«; i første del udelod han sidste sats og ændrede slutningen på den oprindelige næstsidste sats (dvs. gentagelsen af den første vokale ensemblesats med bibeltekst), da denne ender med en halvslutning.

Hans afskrifter foreligger i stemmer, hvorfor der er grund til at formode, at de har været bestemt til paktisk udøvelse, men da de opviser indbyrdes forskellige egenskaber, bl.a. uens papirkvaliteter, er det nærliggende at slutte, at Düben stik imod Buxtehudes intentioner har anvendt dem til separate opførelser af de enkelte dele.

Membra Jesu Nostri er ikke omfattet af den udgave i otte bind af Buxtehudes værker (»Gesamtausgabe«), der udkom på forlaget Glaubensgemeinschaft Ugrino i Berlin i årene 1925-58. Nyere udgaver er udsendt af Merseburger (syv hefter og samlet partitur ved Dietrich Kilian, Berlin 1960), Bärenreiter (udgivet i syv hefter ved Bruno Grusnick, Kassel osv. 1963) og Carus-Verlag (samlet partitur ved Thomas Schlage, Stuttgart 2006).

Den sidstnævnte udgave oplyses i forordet at gengive musikken alene efter Buxtehudes autografe manuskript, således at Dübens afskrifter lades ude af betragtning. Derimod tyder meget på, at begge kilder er lagt til grund for partituret fra Merseburger. Dels indeholder det Dübens tilkomponerede mellemstemmer (benævnt Complemento og gengivet i mindre noder), dels er den selvstændige instrumentale basstemme som hos Düben betegnet som »viola da gamba«, mens basso continuo-stemmen kaldes »violone«.

Desuden skal bemærkes, at udformningen af den første del, Ad pedes, afviger fra Buxtehudes manuskript og dermed fra de to andre udgaver. Mens den ifølge disse består af syv satser eller afsnit (se værkoversigten i den komplette version af artiklen), omfatter den kun seks i partituret fra Merseburger, idet den første arie her er udeladt og erstattet af den afsluttende ensemblesats, der har samme tekst som arien. I henhold til de foreliggende videnskabelige fremstillinger – herunder navnlig Søren Sørensens disputats og fortegnelsen over Buxtehudes værker – må dette imidlertid betragtes som et regelret indgreb i Buxtehudes værk fra udgiverens side, men begrundelsen for ændringen er ikke umiddelbart indlysende. Det kan slås fast, at det ikke er Dübens afskrift, der ligger til grund for indgrebet, for skønt den som nævnt udelader sidste sats og dermed lader første del slutte med gentagelsen af den vokale ensemblesats med bibelcitatet, indeholder sopran I-stemmen (Canto 1mo) den nævnte arie med angivelsen Solo. Henvisninger i udgaven til den kritiske beretning (Kritischer Bericht), der kunne have forklaret den rette sammenhæng, er i øvrigt misvisende, da beretningen ifølge oplysninger fra forlaget aldrig er blevet udgivet.

Satsnummereringen og taktantallet angives efter forskellige principper i de tre udgaver. I partituret fra Merseburger behandles de forskellige afsnit af de syv dele som selvstændige satser, der nummereres fortløbende indenfor hver del og som hver begynder ved takt 1 (således består første del af seks satser). Også i udgaven fra Bärenreiter tælles takterne forfra i hvert afsnit, men disse er ikke nummererede (her omfatter første del syv satser). I Carus-udgaven betragtes værket som en cyklus bestående af 29 nummererede afsnit fordelt på de syv dele; de tre solistiske afsnit i hver del udgør her en sammenhængende enhed, der betegnes med bogstaver, f.eks. 3a, b og c i Ad pedes. Fremgangsmåden er berettiget for 6. del, da andet og tredje afsnit begynder i sidste takt af den forudgående Ritornello.

I alle tre udgaver betragtes den indledende Sonata som en selvstændig sats og ikke som en integreret, instrumental indledning til det følgende vokalafsnit.

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Siden oprettet den 1. september 2009