»MusikMosaik«

Af finalen efterlod han dels mere eller mindre færdige partitursider, dels et antal skitser af blandet indhold og omfang. Dette materiale blev beklageligvis hverken registreret eller overdraget til hofbiblioteket i Wien, men blev umiddelbart efter hans død spredt på forskellige hænder. Hidtil er det imidlertid kun delvis lykkedes at tilvejebringe de efterladte dele, men de, der foreligger, er tilstrækkeligt omfattende til at give et indtryk af, hvordan Bruckner havde tænkt sig satsen opbygget. Dette er der flere, der har udnyttet til forsøg på at færdiggøre den. Nogle af dem er blevet benævnt »rekonstruktion«, men det er absurd, eftersom noget, der ikke har eksisteret, ikke kan rekonstrueres eller genskabes. Derimod er der god mening i at bruge ordet »Lrekonstruere« om bestræbelserne på at samle og bringe orden i det efterladte nodemateriale. Der er i den forbindelse grund til at anføre, at den australske musikforsker John A. Phillips i 1994/1999 udgav finalen som tillæg til NGA bind IX med betegnelsen Rekonstruktion der Autograph-Partitur nach den erhaltenen Quellen. Udgaven indledes med et omfattende forord på tysk og engelsk.

Af det foreliggende materiale fremgår, at det var Bruckners hensigt at anlægge satsen i den specielle variant af sonateformen, som han anvendte i alle symfonierne fra og med nr. 1 i c-mol. Finalen skulle følgelig bestå af en ekspositionsdel med tre tema- eller motivgrupper, en gennemføringsdel, en reprise og slutte med en coda. Ekspositionsdelen blev næsten fuldstændigt nedskrevet i partitur, af gennemføringsdelen og reprisen nåede han ikke at skrive mere end nogle få sider i partitur, mens resten kun bestod i rudimentære udkast og skitser. Af codaen er der derimod ingen spor, og det kan enten skyldes, at han ikke fik noteret sine forestillinger om den, eller at de er sporløst forsvundet. Dette er så meget mere beklageligt, som netop den satsdel utvivlsomt skulle udgøre et monumentalt ¬Halleluja til ære for »Den kære Gud«, som det var hans agt at tilegne symfonien. Der er grund til at formode, at Bruckner havde i sinde at lade symfonien runde af med et kontrapunktisk klimaks i fortissimo, hvori temaer fra alle fire satser skulle indgå efter samme mønster som navnlig slutningen af den ottende symfoni i c-mol.

Færdiggørelser

Blandt forsøgene på at fuldstændiggøre satsen skal her omtales tre, der skiller sig ud ved at være både udgivet i partitur og indspillet på CD tillige med symfoniens tre første satser. Begge dele giver selvsagt mulighed for at danne sig et indtryk af de enkelte forsøg og forskellene mellem dem, men for dem alle gælder, at de ikke kan gøre det ud for at være en troværdig Bruckner-komposition, der svarer til hans forestillinger, blandt andet og frem for alt af den grund at de i et vist omfang består af uoriginalt materiale.

• Den italienske komponist og dirigent Nicola Samale og hans landsmand komponisten Giuseppe Mazzuca samarbejdede i 1983-85 om en fuldstændiggørelse af finalen. Den blev udgivet under titlen Ricostruzione af musikforlaget Ricordi i 1986, men herefter trak Mazzuca sig ud af projektet. Senere påtog den tyske dirigent Benjamin-Gunnar Cohrs og John A. Phillips sig at videreføre de to italieneres arbejde, hvilket førte til udgivelsen af finalen i en række forskellige versioner, der normalt benævnes efter de fire bidragydere: Samale-Cohrs-Phillips-Mazzuca. Siden 1996 har Samale og Cohrs samarbejdet om nye versioner udgivet i 2012 af Musikproduktion Höflich i München.

Indspilninger: Johannes Wildner og New Philharmonic Orchestra of Westphalia ◊ Naxos 8.555933-34 (version 1996)
Markus Bosch og Sinfonieorchester Aachen ◊ Coviello Classics COV 31215-09 (version 2006)
Simon Rattle og Berliner Philharmoniker ◊ Warner Classics 9 52969 2 (version 2012)

• Efter ti års arbejde afsluttede den amerikanske komponist Nors S. Josephson i 1992 en fuldstændiggørelse af satsen, der blev udgivet som »Rekonstruktion« af Carus-Verlag i Stuttgart i 2007.

Indspilning: John Gibbons og Aarhus Symfoniorkester ◊ Danacord DACOCD 751

• Den tyske dirigent Gerd Schaller har udarbejdet to versioner af finalen, hvoraf den første antagelig ikke blev udgivet, men indspillet af ham selv i 2016. To år senere blev den anden version udgivet af Ries & Erler i Berlin: Neunte Symphonie d-moll IV. Satz. Ergänzt nach originalen Quellen und vervollständigt/Supplemented from original sources and completed by Gerd Schaller.

Indspilninger: Gerd Schaller og Philharmonie Festiva ◊ Profil PH16089 (første version) og PH18030 (anden version).

Et umiddelbart indtryk af forskellene mellem de tre finaleforsøg giver de anførte tempobetegnelser og taktantal:

• Samale etc. (2004): Misterioso. Nicht schnell, 665 takter
• Josephson: Allegro, 644 takter
• Schaller: Bewegt, doch nicht zu schnell, 734 takter

Cohrs' version adskiller sig fra de andre ved at begynde med tonen A i store oktav og ikke G i store oktav i paukestemmen som i bl.a. Phillips' rekonstruktion af fragmenterne. I overensstemmelse med den praksis, Bruckner selv havde fulgt blandt andet i den ottende symfoni ved at citere temaer fra symfoniens øvrige satser i finalen indlagde Josephson slutningen af første sats kort før finalens coda, men det virker unaturligt, fordi det var slutningen af en første sats og ikke af en symfonis finale. Det ville have været mere relevant at citere symfoniens første tema, sådan som Bruckner gjorde i for eksempel den tredje symfoni i d-mol. Dette gjorde til gengæld Schaller, men spørgsmålet er, om Bruckner ville have gjort det samme?

William Carragan, der i NGA udgav de to versioner af Bruckners symfoni nr. 2 til erstatning for Roberts Haas' og Leopold Nowaks kritisable udgaver, har udarbejdet opførelsesmateriale til flere andre af Bruckners symfonier, som antagelig ikke er blevet udgivet. Hertil hører en færdiggørelse af finalen til den niende symfoni.

Indspilning: Gerd Schaller og Filharmonie Festiva ◊ Profil PH1704 (13-14).

Konsklusion

Det var Bruckners ønske med sin niende symfoni at udtrykke lovprisning og tilbedelse af Den treenige Gud, som han livet igennem bevarede en stærk tro på og en dyb tillid til, men dette var et strengt personligt anliggende, som ingen andre end han selv kunne føre overbevisende ud i livet.

I almindelighed er symfonien blevet opført og kendt som et monumentalt værk i tre satser, hvoraf den sidste er en overjordisk smuk Adagio. Dens slutning efterlader et indtryk af håb og forventning, som Bruckner ikke selv nåede at opfylde, og som andre ikke har formået i hans sted.

Litteratur

• Wolfram Steinbeck, Bruckner. Neunte Symphonie d-Moll, 1993, s. 116-124
• Uwe Harten (red.), Anton Bruckner. Ein Handbuch, 1996, s. 432-435 (John A. Phillips)
• Hans-Joachim Hinrichsen (red.), Bruckner-Handbuch, 2010, s. 219-222 (Matthias Hansen)
• Benjamin-Gunnar Cohrs, Das Finale der IX. Sinfonie von Anton Bruckner. Geschichte, Dokumente, Werk, Präsentation des Fragments, 2012
• Peter Ryom, Anton Bruckner — Liv og værk, 2021, s. 312-317

↑ sidens top

---

Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Diverse Anton Bruckner

---

22. juli 2024