»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til symfonierne

Anton Bruckner
(1824-1896)

Finalen af symfoni nr. 9 i d-mol

Introduktion

Bruckners sidste symfoni, nr. 9 i d-mol, indgår i rækken af værker, der blev efterladt uafsluttede, men som i eftertiden har været genstand for en vis opmærksomhed, især fordi komponisterne har hørt til de kendte og betydningsfulde skikkelser i musikhistorien. I mange tilfælde skyldtes de manglende færdiggørelser selvsagt, at komponisterne afgik ved døden midt i arbejdet, men der er også andre grunde, som det dog ikke altid er muligt at bestemme med sikkerhed. Her skal nævnes nogle enkelte eksempler:

• Johann Sebastian Bach (1685-1750): Kunst der Fuge. Det store kontrapunktiske værk, der er skrevet for en ikke nærmere betegnet besætning, slutter med en sats, der afbrydes brat efter 239 takter. I det håndskrevne partitur har sønnen Carl Phlipp Emanuel tilføjet ordene: »NB. Ûber dieser Fuge, wo der Name BACH im Contrasubjekt angebracht worden, ist der Verfasser gestorben«. J. S. Bach døde den 28. juli 1750 i Leipzig. To danske komponister har hver for sig skrevet en fortsættelse til satsen: Jan Maegaard og Niels Viggo Bentzon.


• Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791): Requiem. Det var et bestillingsværk, som Mozart arbejdede på til sin død (5. december 1791), men som han ikke nåede at gøre færdigt. Af hensyn til det honorar, der var blevet stillet i udsigt, var hans enke Constanze opsat på at levere en komplet komposition. Opgaven blev løst af Mozarts elev Franz Xaver Süßmayr, men skønt værket er blevet almindelig kendt i hans version, er den i det tyvende århundrede blevet kritiseret af forskellige, som hver for sig har forsøgt at fuldende værket: H. C. Robbins Landon, Richard Maunder, Duncan Druce, Franz Beyer, Robert D. Levin og Knud Vad. Til forskel fra Süßmayr har ingen af dem levet i Mozarts samtid, endsige været elever af ham.


• Franz Schubert (1797-1828): Symfoni nr. 7 i h-mol. Partituret blev påbegyndt i oktober 1822 og efterladt på et ikke nærmere oplyst tidspunkt. Det omfatter første og anden sats efterfulgt af begyndelsen af den tredje, som Schubert af ukendte grunde ikke fuldførte. Symfonien, der er almindelig kendt som »Den ufuldendte«, blev tidligere betegnet som nr. 8. Den blev genopdaget efter flere års glemsel i 1865 og uropført af Johann Herbeck i Wien.


• Gustav Mahler (1860-1911): Symfoni nr. 10. Hertil efterlod han skitser, der hurtigt blev glemt, indtil hans enke, Alma Mahler, lod dem udgive i faksimile i 1923, og de viste, at symfonien skulle bestå af fem satser. To af dem udnyttede komponisten Ernst Křenek til at skrive satserne Adagio og Purgatorio, der efter ændringer af Franz Schalk (Bruckners tidligere elev og medarbejder) blev opført under hans ledelse i 1924. Senere har adskillige forsøgt at gøre symfonien færdig, herunder især Deryck Cooke, der siden 1960 har udarbejdet flere versioner af den.


• Max Reger (1873-1916): Totenfeier, »Til minde om de faldne tyske helte i krigen 1914/15«. Dette var angiveligt anledningen til, at Reger planlagde at komponere et meget stort værk over de latinske tekster til messen for de afdøde, som han arbejdede på fra oktober til december 1914. Han gjorde første sats med ordene Requiem aeternam og Kyrie eleison færdig, men han afbrød kompositionen af den efterfølgende sekvens, Dies irae, midt i processen. Årsagen kan have været, at han manglede tilstrækkeligt kendskab til latin, eller at krigens grusomhed påvirkede ham til at lade værket ligge.


• Arnold Schönberg (1874-1951) efterlod to ufuldendte vokalværker med gammeltestamentlige emner, som han selv skrev teksterne til: oratoriet Die Jakobsleiter og operaen Moses und Aaron. Af det første, som han arbejdede på i 1917-22, skrev han første del og et stort instrumentalt mellemspil, og af operaen komponerede han musikken til de første to af tre akter, efterladt i 1932. Efter Schönbergs død blev komponisten Winfried Zillig, der havde været hans elev i 1925-28, af enken opfordret til at skrive en version for vokale stemmer og orkester på grundlag af det efterladte materiale. Moses und Aron er blevet udgivet, opført og indspillet med de to første akter.


• Alban Berg (1885-1935): Lulu. Af operaen, som han påbegyndte i 1929, og som han selv skrev teksten til efter to skuespil af Frank Wedekind (Erdgeist, 1895 og Die Büchse der Pandora, 1904), nåede han kun at fuldføre de to første akter. Hans enke søgte forgæves at få Arnold Schönberg til at skrive den færdig og modsatte sig i øvrigt, at andre skulle gøre det. Først efter hendes død i 1976 blev instrumenteringen ført til ende af komponisten Friedrich Cerha, og operaen blev opført med tre akter i 1979.


• Béla Bartók (1881-1945): Klaverkoncert nr. 3 var det ene af to værker, som Bartók ikke nåede at fuldføre før sin død i USA (det andet var koncert for viola og orkester). Klaverkoncerten var tiltænkt Bartóks hustru, pianisten Ditta Pasztori, som han ønskede at give et værk, hun kunne optræde med som solist. Han manglede dog at instrumentere de sidste fjorten takter af finalen, men den blev færdiggjort af hans elev Tibor Serly. Det var imidlertid ikke hustruen, men pianisten György Sandor, der spillede ved uropføelsen i 1946.

Bruckners ufuldendt efterladte finale

Den niende symfoni var ikke det eneste værk, som Bruckner efterlod ufærdigt. Flere gange var han begyndt at skrive kompositioner, som han af antagelig forskellige, men ukendte grunde lod ligge, blandt andet en messe fra ca. 1844 »uden Gloria« (til advents- og fastetiden), hvortil han ikke skrev musikken til Credo, som der ellers var afsat plads til i manuskriptet, og en symfoni uden nummer i B-dur, som han i 1869 nedskrev begyndelsen af en skitse til, men derefter opgav at videreføre.

Til gengæld var det ikke af egen drift, at han ikke fuldførte den niende symfoni. Det fremgår utvetydigt dels af et brev af 5. september 1893, hvori han skrev, at han regnede med at skulle bruge to år til at færdiggøre den, dels af hans testamente, som han oprettede den 10. november samme år. Heri bestemte han, at »originalmanuskripterne til mine symfonier, hidtil otte i tallet, den niende bliver, om Gud vil, snart færdig, […] skal overdrages til det kejserlige og kongelige hofbibliotek i Wien«. På det tidspunkt havde han endnu ikke tilendebragt kompositionen af de tre første satser, men det skete året efter, den 30. november ifølge datoen på sidste side af manuskriptet til tredje sats. Derefter manglede den afsluttende, fjerde sats, som han arbejdede på til det sidste. Den 11. oktober 1896 sad han om formiddagen ved flyglet for at skrive videre, men han blev overmandet af træthed, så han måtte søge sengen, hvor han senere på dagen sov ind.

Af finalen efterlod han dels mere eller mindre færdige partitursider, dels et antal skitser af blandet indhold og omfang. Dette materiale blev beklageligvis hverken registreret eller overdraget til hofbiblioteket i Wien, men blev umiddelbart efter hans død spredt på forskellige hænder. Hidtil er det imidlertid kun delvis lykkedes at tilvejebringe de efterladte dele, men de, der foreligger, er tilstrækkeligt omfattende til at give et indtryk af, hvordan Bruckner havde tænkt sig satsen opbygget. Dette er der flere, der har udnyttet til forsøg på at færdiggøre den. Nogle af dem er blevet benævnt »rekonstruktion«, men det er absurd, eftersom noget, der ikke har eksisteret, ikke kan rekonstrueres eller genskabes. Derimod er der god mening i at bruge ordet »rekonstruere« om bestræbelserne på at samle og bringe orden i det efterladte nodemateriale. Der er i den forbindelse grund til at anføre, at den australske musikforsker John A. Phillips i 1994/1999 udgav finalen som tillæg til NGA bind IX, med betegnelsen Rekonstruktion der Autograph-Partitur nach den erhaltenen Quellen. Udgaven indledes med et omfattende forord på tysk og engelsk.

Af det foreliggende materiale fremgår, at det var Bruckners hensigt at anlægge satsen i den specielle variant af sonateformen, som han anvendte i alle symfonierne fra og med nr. 1 i c-mol. Finalen skulle følgelig bestå af en ekspositionsdel med tre tema- eller motivgrupper, en gennemføringsdel, en reprise afsluttende med en coda. Ekspositionsdelen blev næsten fuldstændigt nedskrevet i partitur, af gennemføringsdelen og reprisen nåede han ikke at skrive mere end nogle få sider i partitur, mens resten kun bestod i rudimentære udkast og skitser. Af codaen er der derimod ingen spor, og det kan enten skyldes, at han ikke fik noteret sine forestillinger om den, eller at de er sporløst forsvundet. Dette er så meget mere beklageligt, som netop den satsdel utvivlsomt skulle udgøre et monumentalt Halleluja til ære for »Den kære Gud«, som det var han agt at tilegne symfonien. Der er grund til at formode, at Bruckner havde i sinde at lade symfonien runde af med et kontrapunktisk klimaks i fortissimo, hvori temaer fra alle fire satser skulle indgå efter samme mønster som navnlig slutningen af den ottende symfoni i c-mol.

Færdiggørelser

Blandt forsøgene på at fuldstændiggøre satsen skal her omtales tre, der skiller sig ud ved at være både udgivet i partitur og indspillet på CD tillige med symfoniens tre første satser. Begge dele giver selvsagt mulighed for at danne sig et indtryk af de enkelte forsøg og forskellene mellem dem, men for dem alle gælder, at de ikke kan gøre det ud for at være en ægte Bruckner-komposition, blandt andet og især af den grund at de i et vist omfang består af uoriginalt materiale.

1. Den italienske komponist og dirigent Nicola Samale og hans landsmand komponisten Giuseppe Mazzuca samarbejdede i 1983-85 om en fuldstændiggørelse af finalen. Den blev udgivet under titlen Ricostruzione af musikforlaget Ricordi i 1986, men herefter trak Mazzuca sig ud af projektet. Senere påtog den tyske dirigent Benjamin-Gunnar Cohrs og John A. Phillips sig at videreføre de to italieneres arbejde, hvilket førte til udgivelsen af finalen i en række forskellige versioner, der normalt benævnes efter de fire bidragydere: Samale-Cohrs-Phillips-Mazzuca. Siden 1996 har Samale og Cohrs samarbejdet om nye versioner udgivet af Musikproduktion Höflich i München.

   Indspilninger: Johannes Wildner og New Philharmonic Orchestra of Westphalia ◊ Naxos 8.555933-34 (version 1996) — Markus Bosch og Sinfonieorchester Aachen ◊ Coviello Classics COV 31215-09 (version 2006) — Simon Rattle og Berliner Philharmoniker ◊ Warner Classics 9 52969 2 (version 2012)

2. Efter ti års arbejde afsluttede den amerikanske komponist Nors S. Josephson i 1992 en fuldstændiggørelse af satsen, der blev udgivet som »Rekonstruktion« af Carus-Verlag i Stuttgart i 2007.

   Indspilning: John Gibbons og Aarhus Symfoniorkester ◊ Danacord DACOCD 751

3. Den tyske dirigent Gerd Schaller har udarbejdet to versioner af finalen, hvoraf den første antagelig ikke blev udgivet, men indspillet af ham selv i 2016. To år senere blev den anden version udgivet af Ries & Erler i Berlin: Neunte Symphonie d-moll IV. Satz. Ergänzt nach originalen Quellen und vervollständigt/Supplemented from original sources and completed by Gerd Schaller.

   Indspilninger: Gerd Schaller og Philharmonie Festiva ◊ Profil PH16089 (første version) og PH18030 (anden version).

William Carragan, der i NGA udgav de to versioner af Bruckners symfoni nr. 2 som erstatning for Roberts Haas' og Leopold Nowaks kritisable udgaver, har udarbejdet opførelsesmateriale til flere andre af Bruckners symfonier, som antagelig ikke er blevet udgivet. Hertil hører en færdiggørelse af finalen til den niende symfoni, der blev indspillet i 2012 med de tre første satser af Gerd Schaller og Filharmonie Festiva ◊ Profil PH1704 (13-14).

Konklusion

Et umiddelbart indtryk af forskellene mellem de tre finaler giver de anførte tempobetegnelser og taktantal:

• Samale etc. (2004): Misterioso. Nicht schnell, 665 takter
• Josephson: Allegro, 644 takter
• Schaller: Bewegt, doch nicht zu schnell, 734 takter

Cohrs' version adskiller sig fra de andre ved at begynde med tonen A i store oktav og ikke G i store oktav i paukestemmen som i bl.a. Phillips' rekonstruktion af fragmenterne. I overensstemmelse med den praksis, Bruckner selv havde fulgt blandt andet i den ottende symfoni ved at citere temaer fra symfoniens vrige satser i finalen indlagde Josephson slutningen af første sats kort før finalens coda, men det virker unaturligt, fordi det var slutningen af en første sats og ikke af en symfonis finale. Det ville have været mere relevant at citere symfoniens første tema, sådan som Bruckner gjorde i for eksempel den tredje symfoni i d-mol. Dette gjorde til gengæld Schaller, men spørgsmålet er, om Bruckner ville have gjort det samme?

Frem for alt var det som nævnt Bruckners ønske at udtrykke sin lovprisning og tilbedelse af Den treenige Gud, men dette var et meget personligt anliggende, som ingen andre end ham selv kunne føre overvisende ud i livet.

Litteratur

• Wolfram Steinbeck, Bruckner. Neunte Symphonie d-Moll. Wilhelm Fink Verlag 1993, s. 116-124
• Uwe Harten (red.), Anton Bruckner. Ein Handbuch. Residenz Verlag 1996, s. 432-435 (John A. Phillips)
• Hans-Joachim Hinrichsen (red.), Bruckner-Handbuch. Metzler/Bärenreiter 2010, s. 219-222 (Matthias Hansen)
• Benjamin-Gunnar Cohrs, Das Finale der IX. Sinfonie von Anton Bruckner. Geschichte, Dokumente, Werk, Präsentation des Fragments. Wiener Bruckner-Studien 3, 2012
• Peter Ryom, Anton Bruckner — Liv og værk. Forlaget Multivers, 2021, s. 312-315

↑ sidens top

18. september 2024