Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Artikler ↓ sidens fod

Anton Bruckner
(1824-1896)

Introduktion til symfonierne

© Peter Ryom 2018

Portræt

Til Bruckners største og vigtigste kompositioner hører symfonierne nr. 1-9. Nummereringen er Bruckners egen, men den svarer ikke til det reelle antal, for dels blev de ikke alle nummereret, dels blev den anden i rækken trukket tilbage med den konsekvens, at den efterfølgende ændrede nummer fra 3 til 2. Hertil kommer, at flere af symfonierne foreligger i to eller flere selvstændige versioner, der ikke er nummereret individuelt. Flere gange vendte Bruckner tilbage til ellers afsluttede værker for i større eller mindre omfang at foretage ændringer i musikken. Det gjorde han dels af egen drift, dels efter tilskyndelse fra omgivelserne, bl.a. kritik fra anmeldere og musikere og ikke mindst efter forslag fra velmenende, men ikke altid lige indsigtsfulde og forstående elever og støtter, brødrene Josef Schalk (1857-1900), Franz Schalk (1863-1931) og Ferdinand Löwe (1865-1925), der som tilhængere af Nytyske Skole med udgangspunkt i Richard Wagners kunst- og musikopfattelse søgte at indrette symfonierne i overensstemmelse med hans ideer; det gælder selvsagt også de bearbejdelser, som de udførte på egen hånd, og som de lod opføre og udgive under Bruckners navn, med eller uden hans vidende.

Også blandt de nyere, kritiske udgaver af symfonierne foreligger der flere indbyrdes forskellige versioner. Alt dette har medført, at hans symfoniske produktion udgør et uhyre kompliceret område, som rejser en række principielle spørgsmål, som ikke umiddelbart kan besvares entydigt og udtømmende. Især gælder dette på den ene side spørgsmålet om, hvornår der er tale om mindre »justeringer«, og hvornår indgrebene omvendt betød tilblivelsen af nye, selvstændige versioner, og på den anden side spørgsmålet om hvilke versioner der kan tilskrives hans egne ideer og indskydelser i modsætning til dem, som andre gav ham og overtalte ham til at følge. Det er således forbundet med betydelige vanskeligheder at opnå et fyldestgørende kendskab til disse værker.

Blandt de forskellige versioner er der grund til især at rette opmærksomheden imod Bruckners oprindelige udformninger af symfonierne, fordi de selsagt umiddelbart afspejler hans forestillinger og ideer, inden han lod sig påvirke af omgivelserne til at skrive dem om. Dette synes han for det meste at have gjort i håb om at møde større forståelse hos samtidens dirigenter, orkestermusikere og musikpublikum, der ofte forholdt sig usikkert eller ligefrem afvisende over for hans tonesprog, og der ingen tvivl om, at både hans egne ændrede versioner og de fremmede bearbejdelser — der for begges vedkommende i flere tilfælde blev opført i samtiden i klaverudtog — har bidraget til hans berømmelse. Men uanset hvordan de oprindelige versioner blev modtaget og bedømt i samtiden, danner de udgangspunktet for hans symfoniske univers.

I årtierne efter Bruckners død i 1896 var nogle af symfonierne genstand for en vis interesse, men det var de uautoriserede versioner, der blev udgivet og opført og dermed uvægerligt gav et fordrejet billede af hans musikalske univers. De originale versioner var glemt, og de skulle efter nogles mening forblive upåagtede. Eksempelvis tog Franz Schalk i 1930 som reaktion på udgivelsen af den 9. symfoni i den originale version Ferdinand Löwes bearbejdelse fra 1903 i forsvar og afviste skarpt tanken om at udgive Bruckners originale udformninger i stedet for de bearbejdede, herunder Schalks egne.

Imidlertid indtraf en skælsættende begivenhed i München den 2. april 1932, da Sigmund von Hausegger dirigerede ved en koncert, hvor symfoni nr. 9 stod på programmet, først i Ferdinand Löwes dengang almindeligt kendte udgave og derefter i Bruckners originale version. Det blev ved den lejlighed tydeligt for tilhørerne, hvor store kvalitetsforskelle der var mellem den uautoriserede bearbejdelse og Bruckners egen udformning. Begivenheden gav anledning til ønsket om at lade hans originale versioner udgive, hvilket blev mødt med skepsis og ligefrem indædt modstand, men i 1934 begyndte udgivelsen af dem efter musikvidenskabelige, kildekritiske principper. En lignende begivenhed fandt sted i 1935, da Sigmund von Hausegger dirigerede den 5. symfoni henholdsvis i Schalks bearbejdelse og i Bruckners egen udformning, hvilket bekræftede berettigelsen af at udgive de originale versioner. Symfonierne blev i første omgang udgivet under ledelse af Robert Haas (1886-1960) og efter 1945 af Leopold Nowak (1904-1991), der stod for en ny og mere omfattende serie. Efter hans død blev udgivelsen videreført af bl.a. William Carragan, Benjamin-Gunnar Cohrs og Günter Brosche. >For udgivelserne står Musikwissenschaftlicher Verlag, der efter »Anschluß« i 1938 flyttede fra Wien til Leipzig, og efter 1945 blev ført tilbage. Udgaverne betegnes som Originalfassungen, der i forbindelse med Bruckner anvendes både om hans oprindelige versioner, (Urfassungen), og om hans omarbejdelser, uanset om han gennemførte ændringerne af egen drift eller efter andres forslag, som han godkendte. Især har de versioner, der stammer fra slutningen af 1880'erne og begyndelsen af 1890'erne, og som hans elever i større eller mindre omfang har haft en andel i, givet anledning til tvivl om, hvorvidt de skal medregnes til de autoriserede og betegnes som Originalfassungen, eller omvendt bør henregnes til fremmede bearbejdelser. Selv i de tilfælde, hvor Bruckner egenhændigt har ændret eller rettet i andres nodemateriale, kan dette ikke uden videre betragtes som entydig bekræftelse på hans godkendelse. Og om denne i givet fald har været modstræbende eller helhjertet fra Bruckners side, forbliver et ubesvaret spørgsmål.

Originale versioner

  1. Symfoni uden nummer i f-mol, komponeret i 1863, betegnes i almindelighed som »Symfoni nr. 00« (én version)
  2. Symfoni nr. 1 c-mol, komponeret i 1865-66 (version 1, »Linzer Fassung«), mindre ændringer i 1877 og 1884, omarbejdet i 1890-91 (version 2, »Wiener Fassung«)
  3. Symfoni nr. 2 d-mol, komponeret i 1869, men af Bruckner selv trukket tilbage og betegnes i almindelighed som »Symfoni nr. 0« (én version)
  4. Symfoni nr. 2 c-mol, oprindeligt nr. 3, komponeret i 1871-72, mindre ændringer i 1873 (version 1), flere ændringer i 1877 (version 2).
  5. Symfoni nr. 3 d-mol (»Wagner-Symphonie«), komponeret i 1873 (version 1), ændringer i 1874, omfattende revision i 1876-77 (version 2), ny revision 1888-89 (version 3)
  6. Symfoni nr. 4 Es-dur »Die Romantische«, komponeret i 1874 (version 1), omfattende revision med tilføjelse af en ny scherzo og ændret finale i 1878 (version 2), nye ændringer i 1879-80 (version 3), andre ændringer i 1887-88 (version 4, tidligere betragtet som uægte)
  7. Symfoni nr. 5 B-dur, komponeret i 1875-76, mindre ændringer i 1877-78 (én version)
  8. Symfoni nr. 6 A-dur, komponeret i 1879-81 (én version)
  9. Symfoni nr, 7 E-dur, komponeret i 1881-83 (én version)
  10. Symfoni nr. 8 c-mol, komponeret i 1884-87 (version 1), gennemgribende revision af symfonien i 1889-90 (version 2)
  11. Symfoni nr. 9 d-mol, komponeret i 1887-96, finalen efterladt ufuldendt (én version)

Udgaverne fra Musikwissenschaftlicher Verlag har gjort det muligt at opføre og studere Bruckners værker i den udformning, han selv stod for, men det gælder kun i en vis udstrækning. Det skyldes bl.a., at mange enkeltheder i de originale håndskrevne partiturer, f.eks. overstregninger og tilføjelser, ikke er entydige og derfor er blevet tolket på forskellige måder. Hertil kommer, at hverken Robert Haas eller Leopold Nowak altid overholdt kravet om en nøjagtig og pålidelig gengivelse af Bruckners værker. I flere tilfælde tog Nowak afstand fra nogle af sin forgængers metoder og har derfor udgivet symfonierne i nye versioner, men også hans udgave er blevet kritiseret.

Hans udgave af den første version af symfoni nr. 1 (bind I/1, 1953) betegnes som »Fassung 1866« og som »Linzer Fassung«, men begge dele er forkerte. Til grund for udgaven lagde han Bruckners håndskrevne partitur, som han gengav med ændringerne fra 1877, men på det tidspunkt levede og virkede han i Wien. Den oprindelige version fra 1866 er ikke blevet udgivet (den er dog indspillet af Gerd Schaller med Philharmonie Festiva). Problematisk er også Nowaks udgave af symfoni nr. 2 (bind II, 1965/1997), hvortil han anvendte Robert Haas' udgave fra 1938. Denne indeholdt angiveligt versionen fra 1872, men den bestod i en sammenblanding af den oprindelige version og den ændrede fra 1877, og forkellen mellem dem markerede han bl.a. med angivelse af de afsnit i den første, der blev udeladt i den anden. Metoden førte uvægerligt til misforståelser, som Nowak ikke tydelligt nok advarede imod. Følgen blev, at symfonien måtte genudgives i to selvstændige versioner, (bind II/1, 2005, og bind II/2, 2007), begge ved William Carragan. Men også hans udgave af versionen fra 1872 er problematisk, fordi rækkefølgen af den langsomme sats og scherzoen er byttet om, da han mente at kunne fastslå, at Bruckner havde ønsket det således, men det synes der ikke at være belæg for. I Carragans version er symfonien blev indspillet adskillige gange (bl.a. af Ivor Bolton med Mozarteumorchester Salzburg, Simone Young med Philharmoniker Hamburg og Gerd Schaller med Philharmonie Festiva).

I øvrigt er der grund til at gøre opmærksom på, at oplysningerne om de indspillede versioner af symfonierne i en række tilfælde er fejlagtige. Eksempelvis er det anført, at Dennis Rossel Davies' indspilning af symfoni nr. 2 med Bruckner-Orchester Linz er versionen fra 1877, men det er en optagelse af den oprindelige version fra 1872.

Stiltræk

Beethovens symfoni nr. 9 i d-mol, opus 125 (1822-24) blev en slags forbillede for Bruckner, dog uden at han slavisk kopierede det ældre værk i sine egne symfonier. Specielt bemærkes, at ingen af dem indeholder vokale afsnit (modsat f.eks. flere af Gustav Mahlers). Om Bruckners symfonier nr. 2-11 i ovenstående oversigt kan det i øvrigt i almindelighed oplyses, at de med undtagelse af den ufuldendte niende består af fire satser i vekslende taktarter, tonearter, tempi osv. og med forskellige strukturer. De to hurtige ydersatser er i en slags sonateform, der kun har en vis lighed med den wienerklassiske sonateform (hos bl.a. Haydn, Mozart og Beethoven). Hos Bruckner består den af en ekspositionsdel, der ikke gentages, men som til gengæld omfatter tre temaer eller temagrupper, fulgt af en gennemføringsdel, en reprise, der er en variant af ekspositionsdelen, og en afsluttende coda. De tre temaer er indbyrdes forskellige, hvad udtryk og karakter angår. Gennemføringsdelen er normalt ikke særlig omfattende og rummer ikke den dramatik, der er karakteristisk for bl.a. nogle af Beethovens symfonier. Desuden omfatter Bruckners symfonier en langsom sats og en scherzo med trio, der i de fleste tilfælde optræder som sats nr. 2 og 3, men i enkelte tilfælde i omvendt orden som i Beethovens niende (symfoni nr. 8 og 9). Besætningen varierer, men består for det meste af træblæsere (fløjter, oboer, klarinetter, fagotter), messingblæsere (trompeter, horn, basuner, hvortil der i nogle tilfælde kommer Wagner-tubaer), pauker, og den traditionelle strygergruppe (violin I, II, viola, violoncel og kontrabas). Både træblæserne og messingblæserne optræder i par eller i grupper på tre eller fire.

Til de stiltræk, der kendetegner Bruckners symfonier, hører, at de ofte begynder med et motiv bestående af tonegentagelser (tremolo), der danner den klanglige baggrund for den første temaindsats, f.eks. i symfoni nr. 8:



Desuden indeholder finalen af symfonierne i de fleste tilfælde citater fra de foregående satser, specielt det første tema i den indledende sats, hvad finalen af symfoni nr. 4 er et oplysende eksempel på.

Et karakteristisk træk i symfonierne er den hyppige forekomst af et rytmisk mønster, der består af to fjerdedele og en fjerdedelstriol eller omvendt:

  eller  

I 1865 overværede Bruckner opførelser af Richard Wagners Tannhaüser og Tristan und Isolde, og han blev desuden personligt bekendt med Wagner, hvad der fik stor betydning for ham. Han nærede livslang beundring for den berømte komponist og hans musik, men synes at have været uinteresseret i andre sider af hans ideer og tanker. Musikken lod han sig delvis påvirke af. Bl.a. har den store stigning med det overvældende klimax i Liebestod i slutningen af Tristan uden tvivl dannet forbillede for tilsvarende udtryksfulde afsnit i flere af symfonierne (f.eks. i den langsomme sats af den syvende). Dette og andre træk i Bruckners symfonier førte imidlertid allerede i samtiden til den opfattelse, at han med disse værker søgte at overføre Wagners musikalske univers fra teatret til koncertsalen, men af flere grunde er dette en fejltolkning. Dels er det musikalske udtryk i symfonierne ikke dramatisk, men trods store kontraster udpræget lyrisk, dels er hans tonesprog ganske anderledes, hvad navnlig orkesterbesætningen og orksterbehandlingen tydeligt viser. I intet tilfælde har Bruckner f.eks. foreskrevet anvendelsen af engelskhorn og basklarinet, der ellers ofte optræder med stor effekt hos Wagner, men især er hans anvendelse af orkesteret anderledes. Idealet for hans klanglige univers var orglet, det instrument han selv dyrkede og opnåede international anseelse for på grund af sine improvisationer i ind- og udland. Han tog udgangspunkt i instrumentets rige muligheder for at veksle mellem forskellige klangfarver ved skift mellem værkerne (hovedværk, brystværk, rygpositiv, pedalværk osv.), hvilket han overførte til orkesteret ved at lade træblæserne, messingblæserne og strygerne optræde isoleret i selvstændige afsnit, der snart skifter mellem hinanden, snart forenes i kolossale klangudfoldelser. Dette særlige træk rummer symfonierne mange eksempler på (særlig tydeligt og oplysende i første sats af den femte). Erfaringerne fra hans orgelspil kom også til udtryk i de hyppige generalpauser, der forekommer i adskillige af symfonierne, og som vakte en del kritik i samtiden, men som i mange tilfælde havde til formål at lade en akkord eller en tone klinge ud som i et stort kirkerum.

Der er i den forbindelse grund til at nævne, at Bruckner var et dybt religiøst, kristent menneske, hvad der selvsagt kommer til udtryk i hans vokale kirkemusik, men som også i meget høj grad præger tonesproget i symfonierne. Således er det nærliggende at tolke hans anvendelse af tre temaer i mange af satserne som musikalsk symbol på Treenigheden. Men i øvrigt er musikken i disse værker i almindelighed præget af stor værdighed og alvor, der understreges af symfoniernes betydelige omfang og bredde og af de gennemgående rolige tempi, han har foreskrevet.

Litteratur

  • Grasberger, Renate, Werkverzeichnis Anton Bruckner (WAB), Hans Schneider, Tutzing, 1977
  • Grunsky, Karl, Bruckner's Symphonien, Schlesinger'sche Buch- und Musikhandlung, Wien 1907
  • Abendroth, Walter, Die Symphonien Anton Bruckners, Musikwissenschaftlicher Verlag, Leipzig 1942
  • Auer, Max, Anton Bruckner. Sein Leben und Werk, Amalthea-Verlag, Zürich etc., 1947
  • Hans Hubert Schönzeler, Bruckner, Calder & Boyars, London 1970 — Musikwissenschaftlicher Verlag, Wien 1974 (oversat fra engelsk af forfatteren)
  • Leibnitz, Thomas, Die Brüder Schalk und Anton Bruckner, Hans Schneider, Tutzing, 1985
  • Ulm, Renate (udg.), Die Symphonien Bruckners. Entstehung, Deutung, Wirkung. Mit einem Geleitwort von Lorin Maazel, Bärenreiter-Verlag, Kassel etc./Deutscher Taschenbuch Verlag, München, 1998
  • Doebel, Wolfgang, Bruckners Symphonien in Bearbeitungen. Die Konzepte der Bruckner-Schüler und ihre Rezeption bis zu Robert Haas, Hans Schneider, Tutzing, 2001
  • Hinrichsen, Hans-Joachim, Bruckners Sinfonien. Ein musikalischer Werkführer, Verlag C. H. Beck, München 2016
  • Ryom, Peter, Anton Bruckner. Liv og værk, under udgivelse

Se transskriptioner af symfonierne

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Denne side blev opdateret den 11. april 2021