Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Artikler ↓ sidens fod

Anton Bruckner
(1824-1896)

Symfonierne

Portræt

Fortegnelsen over Bruckners kompositioner omfatter musik af forskellig art, vokal og instrumental såvel som kirkelig og verdslig. Til hans største og vigtigste værker hører Te Deum, messerne nr. 1-3 (i henholdsvis d-mol, e-mol og f-mol) og frem for alt symfonierne nr. 1-9. Nummereringen af de sidstnævnte er Bruckners egen, men den svarer ikke til det reelle antal, og dertil er der flere grunde. Dels blev ikke alle værkerne nummereret, dels blev en enkelt symfoni trukket ud af rækkefølgen med den konsekvens, at den næste i rækken skiftede nummer (fra 3 til 2), og hertil kommer, at flere af symfonierne foreligger i to eller flere, indbyrdes forskellige versioner, som han udarbejdede senere, men som han ikke gav noget nyt nummer. Et overblik over de forskellige versioner i kronologisk orden kan ses her. De betegnes i almindelighed som »Originalfassungen« ('originale versioner'). Betegnelsen anvendes for at skelne mellem hans egne versioner og dem, som andre har udarbejdet, og som i almindelighed adskiller sig på forskellige måder fra de ægte. Kendetegnende for Bruckner var, at han igen og igen vendte tilbage til ellers afsluttede værker for at gå dem efter i sømmene og i den forbindelse indførte rettelser og ændringer af større eller mindre omfang. Disse indgreb foretog han dels af egen drift i et forsøg på at forbedre det musikalske udtryk, dels efter tilskyndelse fra velmenende, men ikke altid lige indsigtsfulde og forstående venner og bekendte, som i flere tilfælde lod symfonierne udgive i deres egne omarbejdelser. Dette rejser det principielle spørgsmål om, hvornår der er tale om mindre »justeringer«, og hvornår indgrebene betød udarbejdelsen af nye, selvstændige versioner, og tillige spørgsmålet om hvilke versioner der kan tilskrives hans egne forestillinger. Alt dette har medført, at Bruckners symfoniske produktion udgør et uhyre kompliceret område, som rejser mange spørgsmål bl.a. i forbindelse med værkernes udgivelse og opførelse. Det er således forbundet med betydelige vanskeligheder at danne sig et overblik over det reelle antal af symfonier og at opnå et fyldestgørende kendskab til deres stilistiske egenskaber.

Grundlaget for den følgende oversigt er den kritiske udgave i partiturer, der blev udgivet fra 1951 i Wien af Musikwissenschaftlicher Verlag for det Internationale Bruckner-Selskab under ledelse af Leopold Nowak (1904-91) og efter hans død videreført af andre. Udgaven er både den nyeste og mest omfattende af de foreliggende og antagelig også den mest pålidelige (se andre udgaver her).

Oversigt over de versioner af symfonierne, der anses for at være originale:

  1. Symfoni uden nummer i f-mol, komponeret i 1863, betegnes i almindelighed som Symfoni nr. 00 (én version)
  2. Symfoni nr. 1 c-mol, komponeret i 1865-66 (1. version, »Linzer Fassung«), mindre ændringer i 1877 og 1884, omarbejdet i 1890-91 (2. version, »Wiener Fassung«)
  3. Symfoni nr. 2 d-mol, komponeret i 1869, men af Bruckner selv trukket tilbage og betegnes i almindelighed som Symfoni nr. 0 (én version)
  4. Symfoni nr. 2 c-mol, oprindeligt nr. 3, komponeret i 1871-72, mindre ændringer i 1873 (1. version), flere ændringer i 1877 (2. version).
  5. Symfoni nr. 3 d-mol, komponeret i 1873 (1. version), ændringer i 1874, omfattende revision i 1876-77 (2. version med ny Adagio), ny revision af hele symfonien i 1888-89 (3. version)
  6. Symfoni nr. 4 Es-dur »Die Romantische«, komponeret i 1874 (1. version), omfattende revision af hele symfonien, tilføjelse af en ny scherzo i 1878 og ny finale i 1879-80 (2. version), nye ændringer i 1887-88 (3. version)
  7. Symfoni nr. 5 B-dur, komponeret i 1875-76, mindre ændringer i 1877-78 (én version)
  8. Symfoni nr. 6 A-dur, komponeret i 1879-81 (én version)
  9. Symfoni nr, 7 E-dur, komponeret i 1881-83 (én version)
  10. Symfoni nr. 8 c-mol, komponeret i 1884-87 (1. version), gennemgribende revision af symfonien i 1889-90 (2. version)
  11. Symfoni nr. 9 d-mol, komponeret i 1887-96, finalen efterladt ufuldendt (én version)

Bruckner kendte bl.a. Beethovens symfoni nr. 9 i d-mol, opus 125 (1822-24), som blev en slags forbillede for hans egne, dog uden at han slavisk kopierede det ældre værk. Specielt bemærkes, at ingen af dem indeholder vokale afsnit (modsat f.eks. flere af Gustav Mahlers). Om Bruckners symfonier nr. 2-11 i ovenstående oversigt kan det i øvrigt i almindelighed oplyses, at de med undtagelse af den ufuldendte niende består af fire satser i vekslende taktarter, tempi osv. og med forskellige strukturer. De to hurtige ydersatser er i en slags sonateform, der kun har en vis lighed med den wienerklassiske sonateform (hos bl.a. Haydn, Mozart og Beethoven). Hos Bruckner består den af en ekspositionsdel, der ikke gentages, men som til gengæld omfatter tre temaer, fulgt af en gennemføringsdel, en reprise, der er en variant af ekspositionsdelen, og en afsluttende coda. De tre temaer er indbyrdes forskellige, hvad udtryk og karakter angår. Gennemføringsdelen er normalt ikke særlig omfattende og rummer ikke den dramatik, der er karakteristisk for bl.a. nogle af Beethovens symfonier. Desuden omfatter Bruckners symfonier en langsom sats og en scherzo med trio, der i de fleste tilfælde optræder som sats nr. 2 og 3, men i enkelte tilfælde i omvendt orden som i Beethovens niende (symfoni nr. 2 første version, 8 og 9). Besætningen varierer, men består for det meste af træblæsere (fløjter, oboer, klarinetter, fagotter), messingblæsere (trompeter, horn, basuner, hvortil der i nogle tilfælde kommer Wagner-tubaer), pauker, og den traditionelle strygergruppe (violin I, II, viola, violoncel og kontrabas). Både træblæserne og messingblæserne optræder i par eller i grupper på tre eller fire.

Til de stiltræk, der kendetegner Bruckners symfonier, hører, at de ofte begynder med et motiv, der danner baggrunden for den første temaindsats, f.eks. i symfoni nr. 2:

Desuden indeholder finalen af symfonierne i de fleste tilfælde citater fra de foregående satser, specielt det første tema i den indledende sats, hvad finalen af symfoni nr. 4 er et oplysende eksempel på.

I 1865 overværede Bruckner opførelser af Richard Wagners Tannhaüser og Tristan und Isolde, og han blev desuden personligt bekendt med Wagner, hvad der fik stor betydning for ham. Han nærede livslang beundring for den berømte komponist og hans musik, som han på visse punkter lod sig inspirere af; bl.a. har den store stigning med det overvældende klimax i Liebestod i slutningen af Tristan uden tvivl dannet forbillede for tilsvarende udtryksfulde afsnit i flere af symfonierne (f.eks. i den langsomme sats af den syvende). Dette og andre træk i Bruckners symfonier førte imidlertid allerede i samtiden til den opfattelse, at han med disse værker søgte at overføre Wagners musikalske univers fra teatret til koncertsalen, men af flere grunde er dette en fejltolkning. Dels er symfonierne ikke »dramaer« med et »handlingsforløb« (eller et »program« som i 1800-tallets tonedigtninge), dels er hans tonesprog ganske anderledes, hvad navnlig orkesterbesætningen og orksterbehandlingen tydeligt viser. I intet tilfælde har Bruckner f.eks. foreskrevet anvendelsen af engelskhorn og basklarinet, der ellers ofte optræder med stor effekt hos Wagner, men især er hans anvendelse af orkesteret anderledes. Idealet for hans klanglige univers var orglet, det instrument han selv dyrkede og opnåede international anseelse for på grund af sine improvisationer i ind- og udland. Han tog udgangspunkt i instrumentets rige muligheder for at veksle mellem forskellige klangfarver ved skift mellem værkerne (hovedværk, brystværk, rygpositiv, pedalværk osv.), hvilket han overførte til orkesteret ved at lade træblæserne, messingblæserne og stygerne optræde isoleret i selvstændige afsnit, der skifter mellem hinanden. Dette særlige træk rummer symfonierne mange eksempler på (særlig tydeligt og oplysende i første sats af den femte). Erfaringerne fra hans orgelspil kom også til udtryk i de hyppige generalpauser, der forekommer i adskillige af symfonierne, og som vakte en del kritik i samtiden, men som i mange tilfælde havde til formål at lade en akkord eller en tone klinge ud som i et stort kirkerum.

Der er i den forbindelse grund til at nævne, at Bruckner var et dybt religiøst, kristent menneske, hvad der selvsagt kommer til udtryk i hans vokale kirkemusik, men som også i meget høj grad præger tonesproget i symfonierne. Således er det nærliggende at tolke hans anvendelse af tre temaer i mange af satserne som musikalsk symbol på Treenigheden. Men i øvrigt er musikken i disse værker i almindelighed præget af stor værdighed og alvor, der understreges af symfoniernes betydelige omfang og bredde og af de gennemgående rolige tempi, han har foreskrevet.

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Siden oprettet den 28. juni 2018