»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til Anton Bruckner

Anton Bruckner
(1824-1896)

Strygekvintet F-dur og Intermezzo d-mol

Joseph Hellmesberger (1828-1893) blev født i Wien og blev oplært i violinspil af sin fader, Georg, og underviste selv sin søn, Joseph d.y., ligeledes i violin. Joseph Hellmesberger d.æ. virkede fra 1851 til 1859 som dirigent ved Wiens Gesellschaftskonzerte og var desuden direktør for Gesellschaft der Musikfreundes konservatorium, hvor han indtil 1877 tillige beklædte et professorat i violin. Samme år blev han udnævnt til kejserlig hofkapelmester. Han lagde navn til en strygekvartet, der gjorde sig fortjent ved at opføre Beethovens sene strygekvartetter og kvartetter af Franz Schubert og Johannes Brahms.

På konservatoriet var han Bruckners overordnede og viste interesse for hans musik. Antagelig i 1878 opfordrede han Bruckner til at skrive et kammermusikværk, hvilket han imødekom med Quintett in F, som afsluttede den 7. juli 1879. Dog var Hellmesberger ikke tilfreds med scherzoen, som han fandt for vanskelig, hvorfor Bruckner skrev en enklere sats til erstatning, Intermezzo in d-mol med tempobetegnelsen Moderato, afsluttet 12. december samme år. Heri overtog han trioen fra den vragede sats. Besætningen består af to violiner, to violaer og violoncel (den samme, som den Mozart og Brahms skrev deres strygekvintetter for. Schuberts store kvintet i C-dur, D 956, er derimod skrevet for to violiner, viola og to violonceller).

Den første opførelse af Bruckners kvintet (uden finale) fandt sted 17. november 1881 i Wien med Winkler-Quartett suppleret med Franz Schalk. Den komplette uropførelse med fire satser stod Hellmesberger-kvartetten for (med en ikke navngivet 2. bratschist) 8. januar 1885, ligeledes i Wien. Det er ikke oplyst, om det var med scherzoen eller Intermezzo-satsen, men ifølge WAB-fortegnelsen blev denne opført første gang 23. januar 1904 og udgivet i 1913. Året før uropførelsen blev kvintetten udgivet i partitur.

Værket

Satser:

1. Gemsäßigt
2. Andante. Quasi allegretto
3. Scherzo. Schnell | Trio. Langsamer
4. Finale. Lebhaft bewegt

Denne satsrækkefølge fremgår af Bruckners egenhændige partitur og bekræftes af et brev fra Josef Schalk, der lige som Bruckner selv havde overværet koncerten i 1885. Han oplyste, at »den første sats og adagioen, der blev spillet som anden sats, var fortræffelig«. Selv betegnede Bruckner Intermezzoet som sats nr. III. Men både i Hellmesberger-kvartettens stemmesæt og i forlægget til udgaven blev de to midtersatser (ifølge forordet til Nowaks udgave) ombyttet, »antagelig med Bruckners vidende«. I udgaverne optræder de følgelig i omvendt orden i forhold til det originale partitur, scherzo og andante, og dette er siden fastholdt.

Udgaver

Musikwissenschaftlicher Verlag

• NGA bind XIII/2. Leopold Nowak, 1963, omfatter kvintetten og intermezzoet — Ny udgave ved Gerold W. Gruber med Nowaks forord, 2007

Samtidig udgave

• Albert J. Gutman, 1884

Anden udgave

• Studiepartitur, Josef V. Wöss, 1926, Philharmonia

Bearbejdelse

På grund af satsernes form og rækkefølge er kvintetten blevet karakteriseret som en »forklædt symfoni«, men det er udpræget et kammermusikalsk værk, der kun har lidt tilfælles med Bruckners symfonier. Måske for dog at komme den opfattelse i møde har dirigenten Gerd Schaller orkestreret både kvintetten og intermezzoet og indspillet dem begge med Prags Radiosymfoniorkester. Den udformning svarer hverken til Hellmesbergers bestilling af et kammermusikværk eller til Bruckners intentioner (plademærke Hännsler PH16036).

↑ sidens top

18. september 2024