Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Komponister ↓ sidens fod

Komponistportræt

Luigi Boccherini

Luigi Boccherini

Født i Lucca den 19. februar 1743 som søn af en cellist og kontrabassist. Boccherini debuterede som cellist i en alder af 13 år. Hans musikstudier fortsatte i Rom. I årene 1757-64 virkede han ved hoffet i Wien, men vendte tilbage til Lucca, hvor han blev første cellist ved byens kapel. Desuden komponerede han vokalmusik og indgik tillige med tre andre musikere, Filippo Manfredi (1722-93), Pietro Nardini (1722-1793) og Giuseppe Maria Cambini (1746-1825), i en strygekvartet, som gav offentlige koncerter. Med violinsten Filippo Manfredi rejste han i 1767-68 på turné bl.a. til Paris, hvor Boccherinis seks strygekvartetter op. 1 og seks strygetrioer op. 2 blev udgivet.

Efter opfordring af den spanske ambassadør i Paris rejste duoen i 1769 til Madrid, hvor de to musikere blev ansat som udøvende og som komponister hos infanten Don Luis året efter. Allerede i 1772 forlod Manfredi Spanien og vendte tilbage til Italien, mens Boccherini forblev i Madrid. Indtil infantens død i 1785 skrev han musik til hans hof, især strygekvintetter med to violiner, viola og to violonceller.

I 1786 blev han udnævnt til hofkomponist hos prins (senere kong) Friedrich Wilhelm af Preussen, til hvem han sendte sine værker, men som han antagelig aldrig besøgte i hans hjemland. Fra samme år ledede han et lille orkester hos hertuginde Benavente Orsuna, og stod desuden i 1799-1802 i tjeneste hos den franske ambassadør i Madrid, Lucien Bonaparte.

Boccherinis sidste år var præget af armod og mange tab af familiemedlemmer. Han døde i Madrid den 28. maj 1805.

Musikalsk var Luigi Boccherini i begyndelsen stærkt præget af indflydelsen fra sit hjemland Italien, men med tiden udviklede han, ikke mindst på grund af den afsondring fra omverdenen, han levede i i Madrid, et mere og mere personligt udtryk. Han er især blevet kendt for sin betydelige produktion af kammermusik for strygere, navnlig kvintetterne, men også hans koncerter for hans eget instrument, violoncel, har medvirket til hans omdømme som en af klassikkens betydelige komponister.

Boccherinis værker er katalogiseret af Yves Gérard

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Oprettet 7. marts 2009