Bargiel stammede fra en musikerfamilie fra Schlesien. Han blev født den 3. oktober 1828 i Berlin som søn af musikpædagogen Adolf Bargiel og hustruen Marianne, født Tromlitz. Hun havde været Friedrich Wiecks første kone og var dermed mor til Clara Schumann.
Bargiel var som dreng altsolist i Berlins domkor og blev først undervist i musik af forældrene i klaver, violin og orgel. Desuden lærte han kontrapunkt hos musikpædagogen Siegfried Dehn. I 1846 blev han optaget på det musikkonservatorium, som Felix Mendelssohn Bartholdy havde grundlagt i Leipzig i 1843. Her blev han undervist i blandt andet komposition af Niels W. Gade indtil dennes afrejse fra Tyskland i 1848. Bargiels studieophold varede til 1850, hvorefter han vendte tilbage til Berlin, hvor han virkede som privatlærer og som komponist. Ved musikkonservatoriet i Köln blev han i 1859 ansat som lærer i musikteori, hvor han virkede indtil 1865. Efterfølgende høstede han betydelig anderkendelse og anseelse gennem sit virke som kapelmester og især som kordirigent i Maatschappij tot Bevordering der Toonkunst i Rotterdam, hvor han lærte sin kommede hustru, Hermine Tours, at kende. Fra denne stilling blev han i 1874 af vennen Joseph Joachim kaldt til Berlin for at virke ved Königliche Hochschule für Musik og blev året efter ansat ved Akademie der Künste, hvor han var leder af en mesterklasse i komposition. Han var en af tidens højt ansete musiklærere, der indtil sin død i Berlin den 23. februar 1897 medvirkede til at uddanne talrige musikere og musikteoretikere. I de nævnte stillinger i Berlin blev han efterfulgt af Heinrich von Herzogenberg.
Bargiels kompositioner omfatter især et antal karakterstykker og anden musik for klaver, kammermusik for skiftende besætninger (klavertrioer, strygekvartetter og en strygeoktet), enkelte orkesterværker (en symfoni og tre ouverturer) og flere værker for kor og orkester. Stilistisk hører hans musik til vennekredsen omkring Robert og Clara Schumann, Johannes Brahms og Joseph Joachim.
Oprettet 11. september 2022
