Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Artikler ↓ sidens fod

En anonym Johannes-passion fra baroktiden

Indhold:

Indledning

Det værk, der her skal omtales, er i flere henseender ejendommeligt og gådefuldt. Tillige er det et interessant og oplysende eksempel på, hvor galt det kan gå, når formodninger og udokumenterede oplysninger bliver ophøjet til sandheder, og når disse ukritisk bringes videre. Den efterfølgende fremstilling er baseret dels på en række forskellige beskrivelser af værket og af den eneste kendte kilde til det, herunder forordene til de almindeligt tilgængelige udgaver, dels på enkelte artikler omhandlende problemerne omkring ægthed og datering. På grund af den herskende usikkerhed med hensyn til disse spørgsmål skal de følgende oplysninger tages med forbehold med hensyn til fejlfortolkninger og eventuelt oversete forhold.

På den anden side påkalder passionen sig både af musikalske og af historiske grunde opmærksomhed. De forskellige satstyper, der veksler mellem hinanden (recitativer, arier, kor osv.), den vokale og instrumentale besætning og tonesproget i almindelighed er stiltræk, der er kendetegnende for baroktiden. Desuden udgør værket et bidrag til udviklingen af passionsgenren, der nåede sit absolutte højdepunkt med Johann Sebastian Bachs Matthæus-passion BWV 244. Om Bach har kendt den anonyme Johannes-passion og eventuelt har ladet sig inspirere af den, står hen i det uvisse.

Den historiske baggrund

Passionen er overleveret i et håndskrevet partitur, som den ikke navngivne nodeskriver har efterladt uden komponistnavn og årstal. Vedkommende har foruden dette manuskript afskrevet kirkemusikværker af forskellige komponister fra tiden omkring 1700 af bl.a. Georg Böhm (1661–1733), Reinhard Keiser (1674–1739) og Petrus Laurentius Wockenfuß (1675–1721), der alle virkede i Nordtyskland, hvor den ukendte komponist til passionen formodentlig også gjorde tjeneste.

Partiturets første side indeholder ordene G. F. Händels Passions-oratorium, der er påført af en anden, en omstændighed, der i sig selv bør mane til forsigtighed. Eftersom påskriften ikke er original, kan komponistnavnet lige så godt være rigtigt som forkert. Hvor oplysningen stammer fra, og hvem der har tilføjet den, er ukendt. Der kan med andre ord være tale om gætværk.

På forsiden af et senere tilføjet omslag findes en ligeledes håndskrevet titel, Passions-Cantate von G. F. Händel, der rimeligvis har den nævnte påskrift som oprindelse. Men hvis det er tilfældet, er det påfaldende, at genrebetegnelsen blev ændret fra 'oratorium' til 'kantate' (i forhold til nutidig, musikvidenskabelig terminologi er begge betegnelser vildledende, da der er tale om en oratorisk passion og ikke en kantate eller et passionsoratorium). Titlen efterfølges af den interessante oplysning, at komponisten og musikskribenten Johann Mattheson (1681–1764) havde kritiseret værket i tidsskriftet Critica musica (udgivet i Hamborg 1725), og at det menes at være et måske tidligt værk af Händel:

NB. Es ist dies diejenige Passion, die Mattheson in seiner Critica musica Tom. II unter dem Titel des fragenden Componisten auch theils im Volkommenen Capellmeister p. 176 und sonst wegen des fehlerhaften Ausdrucks ziemlich scharf beurtheilt. Sie soll doch von Händels Arbeiten, vielleicht von den ersten, seyn.

Hvis ophavsmanden til disse udsagn havde siddet inde med sikker viden om, hvem komponisten var, og hvornår værket blev skrevet, ville han med overvejende sandsynlighed have udtrykt sig anderledes. Tværtimod tyder ordlyden på en vis usikkerhed med hensyn til begge dele. Teksterne på omslaget er ifølge Hans Joachim Marx muligvis nedskrevet af komponisten og manuskriptsamleren Heinrich Bokemeyer (1679–1751), fra hvis bibliotek partituret i givet fald direkte eller indirekte overgik til Georg Johann Daniel Pölchau (1773–1836), der ligeledes var en ivrig samler af musikmanuskripter. En del af hans omfattende samling befinder sig i Deutsche Staatsbibliothek i Berlin, herunder den anonyme Johannes-passion.

Principielt kan det ikke udelukkes, at Georg Friedrich Händel (1685–1759) kan have komponeret en passion til opførelse i Hamborg, eftersom han opholdt sig i byen i årene 1703–06. Her lærte han bl.a. Johann Mattheson personligt at kende, med hvem han sluttede et livslangt venskab. Sammen drog de bl.a. i 1703 til Lübeck for at høre organisten ved Sankt Marien-Kirche siden 1668, Dietrich Buxtehude. I Hamborg skrev Händel sine første operaer, Almira HWV 1, og Nero HWV 2 (musikken ikke overleveret), der blev opført sammesteds i begyndelsen af 1705, men at han også komponerede den anonyme Johannes-passion synes der ikke at være belæg for.

Det har ikke været muligt at få indblik i Matthesons kritiske artikel i det nævnte tidsskrift, men ifølge flere forfattere er Händels navn ikke anført; om komponisten til den kritiserede passion oplyses kun, at den skyldes »einem weltberühmten Mann«. Desuden bemærkes, dels at omtalen af passionen i Der Vollkommene Capellmeister fra 1739 heller ikke indeholder et komponistnavn, dels at passionen ikke er nævnt i Händelbiografien i Matthesons Grundlage einer Ehren-Pforte fra 1740, hvori Händels Brockes-passion til gengæld omtales. De ovennævnte henvisninger til Matthesons to skrifter fra 1725 og 1739 på forsiden af det omslag, der senere blev tilføjet til det håndskrevne partitur, er således korrekte, men dette er ikke ensbetydende med, at det senere tilføjede komponistnavn også er det.

I 1760, året efter Händels død, udkom i London en anonym levnedsbeskrivelse om ham, Memoirs of the life of the late George Frederic Handel. Den anses i øvrigt for at være den første musikerbiografi i historien. Bogen blev udgivet uden forfatternavn, men det er senere godtgjort, at den var skrevet af en engelsk præst og teolog ved navn John Mainwaring (ca. 1724–1807). Skildringen af Händels levned indeholder et påfaldende stort antal detaljerede oplysninger om hans barndom og ungdom indtil hans første ophold i England, hvorfor der er grund til at formode, at forfatteren har modtaget dem direkte eller indirekte fra komponisten selv, og at de derfor kan betragtes som pålidelige. Det interessante i denne sammenhæng er, at mens Händels første sceniske værker er nævnt (kaldet henholdsvis Almeria og Nerone), er der ingen omtale af Johannes-passionen, hverken i levnedsbeskrivelsen, i værklisten eller i den afsluttende karakteristik af Händels musik. Vel kan dette skyldes en forglemmelse fra forfatterens side, men det kan også bero på et manglende kendskab til værket. Således oplyser han, at

A great quantity of Music, not mentioned in the Catalogue, was made in Italy and Germany. How much of it is yet in being, is not known. Two chestsfull were left at Hamburgh, besides some in Hanover, and some i Hall.

Året efter udgivelsen af John Mainwarings Händel-biografi udkom bogen i Hamborg i Johann Matthesons tyske oversættelse, der blev forsynet med hans personlige tilføjelser og kritiske kommentarer. Af hans forholdsvis detaljerede, supplerende oplysninger om Händels første tid i Hamborg fremgår, at han har haft et vist kendskab til de værker, han komponerede, men det er påfaldende, at der kun er tale om operaer. Hverken Johannes-passionen eller Händels Brockes-passion, som Mattheson har kendt eksistensen af, er nævnt. Igen kan der være tale om en forglemmelse, i hvert fald for den sidstnævntes vedkommende, mens den manglende omtale af den førstnævnte lige så vel kan have haft andre grunde. Det kan således ikke udelukkes, at det ikke på noget tidspunkt — hverken i 1725, 1739, 1740 eller 1761 — er faldet Mattheson ind at sætte Händels navn i forbindelse med passionen, og at han enten ikke har kendt det rigtige komponistnavn eller bevidst har fortiet det i sine forskellige skrifter.

Artiklen om Händel i Johann Adam Hillers Lebensbeschreibungen berühmter Musikgelehrten und Tonkünstler fra 1784 nævner titlerne på de operaer, han komponerede fra 1704 i Hamborg, men en passion fra den tid omtales ikke. Denne konstatering er dog af mindre betydning, eftersom Hiller især (om ikke udelukkende) støttede sig til Mainwarings biografi og Matthesons oversættelse af den.

Den franske politiker Victor Schœlcher (1804–93), der blev landsforvist i 1852 på grund af sin kritik af Louis Bonapartes politik (den senere Napoléon III), bosatte sig i London, hvor han lærte Händels oratorier at kende og hvor han anlagde en betydelig samling materiale vedrørende komponisten liv og værk. Med hjælp fra en engelsk musiker ved navn James Lowe (årstal?) forfattede han The Life of Handel, der blev udgivet i London i 1857. Han havde forbindelse bl.a. til to af det tyske Händel-selskabs medstiftere, Georg Gottfried Gervinus (1805–71) og Friedrich Chrysander (1826–1901), som har givet ham oplysninger om passionen:

From Dr. Gervinus and Dr. Chrysander, I also learn that a German cantata of Handel on the "Passion" has been discovered in Germany. It was at first doubted that the cantate, differing from his oratorio of 1717 , on the "Passion," was truly his; but the researches of Dr. Chrysander have ended by convincing him that Handel was really the author of it, and that he wrote it in Hamburg for the Easter of 1704.

Dette blev bekræftet året efter af Chrysander selv, da han udgav første bind af sin grundlæggende, om end uafsluttede monografi om Händel (skildringen af hans liv standser ved 1740, dvs. året før, han komponerede Messias). Bogen indeholder en både omfattende og usædvanlig omtale af passionen. Det oplyses her, at Händel lærte den tyske jurist, digter og librettoforfatter Christian Heinrich Postel at kende. Postel (1658-1705) var virksom i Hamborg, og er især kendt for at have leveret operatekster til en række af samtidens komponister, bl.a. Reinhard Keiser, men han opgav denne beskæftigelse til fordel for at skrive tekster af mere ophøjet karakter. Om samarbejdet mellem digter og komponist oplyser Chrysander:

Postel reimte für Händel, dessen ernstere Töne ihm in seiner damaligen Stimmung zusagen mußten, eine Passion nach dem 19. Capitel des Evang. Johannes, 1704. Die Composition setze ich in die Fastenwoche des Jahres 1704, wo die Oper Ferien hatte…

Det oplyses også, at Reinhard Keisers passionsoratorium Der blutige und sterbende Jesus (med tekst af Christian Friedrich Hunold, kendt under pseudonymet Menantes) blev opført mandag og onsdag i den stille uge i det nævnte år, Händels passion måske langfredag, men uden angivelse af datoen. Om kilderne til sine oplysninger om Händels bekendtskab med Postel og om tid og sted for opførelsen af passionen, er Chrysander tavs. Kun henviser han til et skrift af Hunold, der anfører Christian Heinrich Postel som forfatter til passionens frie tekster.

Om manuskriptet til passionen skriver Chrysander, at det stammer fra Pölchaus samling, og at værket som følge af anonymiteten kun på grund af mundtlig tradition har kunnet tilskrives Händel, men at ægtheden bekræftes af hans håndskrift. De forskellige tilføjelser i det håndskrevne partitur og på omslaget nævner han ikke.

Chrysanders omtale af passionen er ikke en objektiv beskrivelse af værket beroende på forfatterens egen analyse af musikken, men består af en udførlig gengivelse af Matthesons kritik, ledsaget af talrige og fyldige citater. Det er i den forbindelse påfaldende, at Händels navn kun forekommer i Chrysanders dele af fremstillingen, ikke i citaterne. Et af kritikpunkterne vedrører værkets begyndelse, der består af en kort instrumental sats fulgt umiddelbart af et recitativ; i stedet burde passionen efter Matthesons mening være indledt med en strofe fra koralen Christus, der uns selig macht. Den i øvrigt meget detaljerede kritik omhandler bl.a. manglen på koraler, men vedrører især forholdet mellem ord og toner, idet komponisten hævdes gang på gang at have fejltolket de skiftende affekter i de forskellige dele af passionsteksten. Forholdet mellem tekst og musik tog han op igen i Der vollkommene Capellmeister, hvori han underbygger sine synspunkter med flere nodeeksempler fra passionen.

Chrysander var i øvrigt så overbevist om værkets ægthed, at han lod det indgå i sin store partiturudgave af Händels værker, hvor det findes i bind 9. Ifølge forordet hertil ændrede han imidlertid anskuelse med hensyn til håndskriften i manuskriptet, idet han nu oplyste, at denne har stor lighed med Händels.

Såvel Chrysanders fyldige omtale af passionen som hans udgivelse af den har været udgangspunkt for det faktum, at den i mere end hundrede år efter offentliggørelsen af første bind af hans monografi (1858) er blevet almindeligt anerkendt som et ægte Händel-værk. I litteraturen om komponisten, der fulgte i kølvandet på Chrysander, behandles den på lige fod med værker, der med sikkerhed kan tilskrives ham. At passionen ikke opviser den samme musikalske kvalitet som hans senere værker, tilskrives som regel hans unge alder — han kom til Hamborg som 18-årig — og manglende erfaring.

Godkendelsen af værkets ægthed kommer til udtryk ikke alene i de mere eller mindre kortfattede oversigtsværker, der omhandler Händels liv og værker, og som ofte synes at være skrevet med andre fremstillinger som hovedkilde, men også i de omfangsrige og dybtgående monografier, som forfatterne normalt har lagt en omfattende og selvstændig forskningsindsats til grund for. Påfaldende er det i hvert fald, at ingen synes at have undret sig over den manglende dokumentation for Chrysanders oplysninger. I visse tilfælde holder forfatterne sig end ikke tilbage for at digte videre på historien. F.eks. skrev Fritz Volbach i sin kortfattede monografi fra 1898, at Postel betroede Händel sit nyeste digterværk, passionsteksten, og at

Händel ging eifrig an die Composition des Textes, und man sieht es dem Werke an, dass es mit jugendlicher Begeisterung geschrieben ist.

Ikke mindre frit opfundet er Newman Flowers beskrivelse fra 1923/29 af Händels arbejde med værket:

All through the latter part of the season [1703–04], Handel had been working on the Postel libretto, the Passion of St. John. […] He had finished the music in March, rehearsals were in progress for the first performance at Easter.

Hugo Leichtentritts store og omfattende monografi fra 1924 anses ikke uden grund for at være den første af sin art siden Chrysanders. Frem for alt har den det fortrin, at skildringen af Händels levned er ført til enden. Med hensyn til Johannes-passionen støtter Leichtentritt sig åbenlyst til sin forgænger:

Nach Chrysanders Untersuchungen ist es nunmehr ziemlich sicher, daß Postel-Händels Passion in der Karwoche 1704 zur Aufführung kam. […] Händels Passion ist (wahrscheinlich in seiner eigenen Niederschrift) in der Berliner Bibliothek (in der sogenannten Pölchauschen Sammlung) erhalten. Über die näheren Umstände der Aufführung jedoch fehlt es an jeder Nachricht.

Spørgsmålet om, hvorvidt Händel var ophavsmand til passionen, forbliver ikke upåagtet, idet Leichtentritt henviser til den tvivl, som englænderen Ed. D. Rendall, vel som den første, rejste i en artikel udgivet i 1905. Han påpeger navnlig de betydelige stilistiske og kvalitative forskelle, der kan påvises mellem passionen og hans første opera, Almira, der som nævnt blev skrevet i Hamborg og opført i begyndelsen af 1705. At Händel skulle have udviklet sig så meget i løbet af nogle få måneder (Rendall fastholdt årstallet 1704 for opførelsen af passionen), finder han utænkeligt og afviser dermed ham som værkets komponist. I stedet foreslår han Reinhard Keiser eller Georg Philipp Telemann. Dog finder Leichtentritt ikke hans argumentation overbevisende. Specielt indvender han, at Rendall lod spørgsmålet om, hvem der var den »verdensberømte komponist«, som Mattheson nævner i sin kritik, ude af betragtning, og at der i Hamborg på den tid ikke var andre end Keiser og Händel, der svarede til denne karakteristik. I anden sammenhæng påpeger Leichtentritt i øvrigt, at en række stiltræk i passionen tyder på, at Händel var påvirket af operagenren, især hos Keiser.

Med sin monografi medvirkede Leichtentritt således til at befæste det standpunkt, at Johannes-passionen var et ungdomsværk af Händel, en opfattelse, der finder genklang hos flere forfattere af videnskabeligt anlagte biografier og værkbeskrivelser, hvoraf enkelte skal omtales.

Joseph Müller-Blattau, der udgav en monografi om Händel i serien »Große Meister der Musik« i 1932 og genudgav teksten i revideret form i Händel-året 1959, er tillige forfatter til artiklen om komponisten i MGG i 1956. I ingen af disse tre fremstillinger betvivles hverken ægtheden af Johannes-passionen eller tidspunktet og stedet for dens opførelse. For Jens Peter Larsen (Messiah, 1957, s. 41f) er der ingen tvivl om ægtheden. Tværtimod nævner han den afsluttende korsats som et tidligt eksempel på en skrivemåde, som siden blev en af Händels foretrukne.

I Händels fødeby Halle blev der i 1959 i anledning af 200-året for komponistens død afholdt en konference, hvor bl.a. ægthedsspørgsmålet atter blev rejst. I sit indlæg, der for passionens vedkommende formede sig som et historisk overblik over problemet, opstillede Werner Braun en række argumenter, der talte for Händel som komponisten. Tilbage stod dog spørgsmålet om at forklare den stilistiske forskel mellem passionen og Händels første opera fra samme tid.

Også den ansete, amerikanske Händel-forsker Paul Henry Lang var overbevist om passionens ægthed, men noterede i sin store monografi fra 1966 visse svagheder ved musikken:

The indecision that Handel shows in his St. John Passsion, poor timing, stiff and archaic recitation, and so on, is surprising in view of his already considerable experience, his already highly developped expressive powers, and his innate ability to appropriate styles practically overnight. […] But there are flashes of real Handel even in this early work […].

Bind I af Händel-Handbuch (1978), der indeholder første del af Bernd Baselts tematiske fortegnelse over Händels værker (HWV), indledes med en meget detaljeret kronologisk oversigt over komponistens liv og virke, udarbejdet af Siegfried Flesch. Under årstallet 1704 anføres:

17. Februar: Aufführung der Johannes-Passion am Karfreitag in Hamburg.

(Den oplyste dato er en notorisk fejl, da langfredag tidligst kan falde den 20. marts. Denne helligdag fald den 21. marts i 1704.) Angående spørgsmålet om ægtheden henvises til Rendalls og Brauns artikler og til Fellerers udgave (se nedenfor). Johannes-passionen er ikke nævnt i de to dele af værkfortegnelsens bind II (1984), der omhandler oratoriske værker og kirkemusik , om hvis ægthed der ikke hersker tvivl. Ifølge forordet til den tematiske fortegnelse skulle denne efter planen afsluttes med Anhang A, B og C, hvoraf de to sidste skulle omfatte henholdsvis tvivlsomme og uægte værker, men ingen af disse dele er så vidt vides udkommet. De nævnte afsnit findes heller ikke i den lille udgave af værkfortegnelsen og er muligvis ikke blevet udarbejdet. I bind IV af Händel-Handbuch (1985), der indeholder dokumenter vedrørende Händels liv og værker, er passionen heller ikke nævnt.

Konklusionen synes således at være, at forskerne ved Georg-Friedrich-Händel-Gesellschaft, der stod bag den kritiske Hallische Händel-Ausgabe og den ovennævnte Händel-Handbuch, definitivt lader Johannes-passionen ude af betragtning som et ægte værk.

I 1985 — 300-året for Händels (og Bachs) fødsel — blev Johannes-passionen opført og i den forbindelse af et musiktidsskrift betegnet som et fuldstændig overset ungdomsværk af ham. Dette foranledigede Hans Joachim Marx, der bl.a. har skrevet et kompendium om Händels oratorier, oder og serenader, til at tage spørgsmålet om værkets ægthed op til fornyet overvejelse. Resultatet af sine undersøgelser offentliggjorde han to år senere i tidsskriftet »Musica« under overskriften " … eines weltberühmten Mannes gewisse Passion". Marx understreger, at Mattheson ikke nævner Händel som ophavsmand til den passion, han kritiserer i Critica musica, men anfører kun, at den som nævnt skyldes en »verdensberømt mand«. Hans konklusion er i øvrigt, at hverken begrundelsen for at tilskrive Händel den eller årstallet 1704 er dokumenteret. Desuden anser han komponisten Christian Ritter for at være den mest sandsynlige kandidat, og tidspunktet for passionens tilblivelse anslår han til midten af 1690'erne.

Om Christian Ritter foreligger kun sparsomme oplysninger. Hans fødselsår, dødsår og familiemæssige forhold er ukendte. Det skønnes, at han kom til verden omkring 1645 og levede til 1725 eller senere. Omkring 1665 kom han til det kurfyrstelige hof i Halle, hvor han virkede som hofmusiker og hvor han i 1672 blev hoforganist. Få år senere rejste han til Stockholm, hvor han virkede til 1683, da han tiltrådte stillingen som vicekapelmester og organist i Dresden. Efter et fornyet ophold i den svenske hovedstad, der varede til 1699, slog han sig muligvis i 1700 ned i Hamborg, hvor han vides at have skrevet et kirkemusikværk i 1704. Af Christian Ritter kendes et antal vokale kirkemusikværker foruden enkelte instrumentale kompositioner. Ifølge Marx er der adskillige stilistiske lighedspunkter mellem Ritters kantater og den anonyme Johannes-passion.

Hvad enten Mattheson har kendt navnet på værkets rette ophavsmand eller ej, står det fast, at han omtalte den pågældende som »en verdensbrømt mand« — en karakteristik, der ikke kan siges at gælde en så lidet kendt skikkelse i musikhistorien som Christian Ritter. Dette forklarer Marx ved at henvise til, at på den tid, der er tale om, første halvdel af 1700-tallet, var enhver ansat ved et kongeligt eller fyrsteligt hof »berømt«, ikke på grund af egen fortjeneste, men som følge af ansættelsen. I den forbindelse henviser han til et andet skrift af Mattheson, (1717), som han tilegnede en række »welt- und weitberühmte Melotheti« ('melodiskabere'?), hovedsagelig kongelige og fyrstelige kapelmestre, heriblandt Christian Ritter, som han i øvrigt stod i venskabelig korrespondance med.

Ud fra det foreliggende materiale synes der ikke umiddelbart at være grund til at betvivle rigtigheden af Marx' konklusioner med hensyn til, hvem der har komponeret Johannes-passionen, men det afgørende bevis for, at Ritter er den rette ophavsmand, mangler. Alligevel er det som et værk af ham, Kurt von Fischer omtaler det i sin bog om passionsgenren. Heri drager Fischer i øvrigt interessante paralleller mellem Ritters (?) og Johann Sebastian Bachs Johannes-passioner.

I den nyeste litteratur om Händel behandles den anonyme Johannes-passion som uægte. F.eks. oplyses i en note til kapitlet &aquo;Handel and the idea of an oratorio« i The Cambrige Companion to Handel, hvis første udgave blev udsendt i 1997:

A stetting of the Passion of St. John, based on the Gospel text with interpolated texts by C. H. Postel, has long been attributed to Handel and has been published as his […]. The attribution is almost certainly false, but the true composer has yet to be convincingly identified.

For Jonathan Keates, hvis monografi udkom i 2009, synes den tvivlsomme passion overhovedet ikke at eksistere. Hverken den eller Postels navn er nævnt i værklisten eller personregisteret.

Udgaver

Bortset fra Chrysanders udgave af passionen (Gesamtausgabe bind IX, som det ikke har været muligt at få indblik i i forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel) foreligger værket i tre forskellige partiturudgaver, alle med Georg Friedrich Händel som komponist. Bibliografiske oplysninger sidst i artiklen.

For Felix Schroeder, der udgav værket på Willy Müllers forlag i Heidelberg i 1957, var der ingen tvivl om, hvem komponisten var, og spørgsmålet om ægtheden berøres ikke i forordet. Schroeder har tilsyneladende taget Matthesons kritik til efterretning, siden han indlagde fire koraler fra Händels Brockes-passion, HWV 48

  • Ach wie hungert mein Gemüte (sats 1a = sats 5 i HWV 48)
  • Ach Gott und Herr, wie groß und schwer (sats 38a = sats 21)
  • Mein Sünd mich werden kränken sehr (sats 44a = 54)
  • O Menschenkind (sats 55a = 45)

I denne udgave fremtræder Johannes-passionen derfor som en blanding af to komponisters og tre tekstforfatteres værker.

Harald Heilmann skriver i forordet til sin udgave, der udkom i 1958 på forlaget Merseburger i Berlin bl.a.:

Die Echtheit der Passion wird nicht mehr bezweifelt, und nachdem sich immer wieder bedeutende Männer (Chrysander, Kretzschmar [Führer durch den Konzersaal, 1921] u.a.) für sie eingesetzt haben, ist der Weg für dieses Werk frei.

I forordet til den kritiske Hallische Händel-Ausgabe henviser udgiveren, Karl Gustav Fellerer, som den eneste til Rendalls artikel, dog uden at drage konsekvensen af hans konklusion. Han skriver, at stilen kendetegner passionen som et ungdomsværk, men tilføjer, at værkets ægthed ikke uden grund er blevet draget i tvivl. Denne udgave kan efter alt at dømme betragtes som den mest pålidelige af de tre, hvad gengivelsen af musikken angår.

Teksten og musikken

Også hvad det tekstlige indhold angår, er den anonymt overleverede Johannes-passion et usædvanligt værk. Den bibelske beretning omfatter ikke som normalt hele lidelseshistorien, eventuelt med kortere eller længere overspringelser, men består kun af kap. 19. Skildringen af Jesu tilfangetagelse og rettergang hos Annas, Kaifas og Pilatus og Peters fornægtelse er dermed udeladt. Dette kan imidlertid skyldes, at værket er ufuldstændigt overleveret, således at det oprindeligt har omfattet begge kapitlerne, hvoraf udsættelsen af det første er gået tabt. For denne antagelse taler, at passionen indledes med en kort instrumental sinfonia og ikke med en korsats, der som tekst har en værkoverskrift af den traditionelle slags eller en koralstrofe. Desuden anfører Marx, at manuskriptet bærer spor af at have udgjort en del af en større helhed. Imod taler på den anden side, at den overleverede musik er delt i to afsnit, der er betegnet som henholdsvis Parte prima og Parte seconda, hvilket næppe ville have været tilfældet, hvis passionen oprindeligt havde omfattet begge kapitler. (Hvis udsættelsen af kap. 18 også havde været delt i to, er der grund til at tro, at de to dele af kap. 19 var blevet kaldt Parte terza og Parte quarta.)

I overensstemmelse med tidens skik er der føjet et antal frie tekster til. Disse skyldes som nævnt Christian Heinrich Postel. Det er uvist, hvornår han skrev dem, men ifølge Werner Braun skal et skrift om forfatteren, udgivet i Hamborg i 1724, indeholde den biografiske oplysning, at han efter slutningen af 1701 ikke længere skrev poetiske tekster. Dog anfører MGG, artiklen »Postel« (bind 10, 1962), at han i 1702 skrev et sørgedigt til minde om en netop afdød ven. Uanset hvad der er rigtigt, kan der vel intet være i vejen for, at hans bidrag til passionen kan stamme fra slutningen af 1600-tallet.

De frie tekster i passionen, der bl.a. skal tjene til at vække tilhørernes følelser, synes at være påvirkede af tidens pietistiske tendenser som f.eks. i sats 64:

Ich gehe mit in's Grab
Was frag ich nach dem Himmel,
nach allem Weltgetümmel,
weil Jesus scheidet ab!
Ich gehe mit in's Grab.

Disse tekster indgår i et antal solistiske satser (arier og duetter) af vekslende beskaffenhed. Et specielt træk ved passionen er i øvrigt, at der i modsætning til tidens almindelige skik ikke indgår koraler, hverken i form af tekster eller melodier, hvilket som nævnt var et af Matthesons kritikpunkter.

Den samlede besætning består af ni solister: Evangelist (T), Jesus (B), Pilatus (A), desuden to sopraner, alt, to tenorer og bas til de frie tekstafsnit, et femstemmigt kor (SATTB), desuden violin solo, to violiner, viola og basso continuo. Hertil kommer to oboer, der føres unisont med violinstemmerne i flere satser, og to tværfløjter ad lib., der i oktavafstand fordobler de samme stemmer (eller erstatter oboerne) i arien Du hättest keine Macht über mir (sats 21).

I den følgende oversigt over passionen er satserne nummererede efter Hallische Händel-Ausgabe. Imod de generelle principper for denne udgave er alle satserne, inkl. secco-recitativerne, nummereret fortløbende.

Værkets disposition

PRIMA PARTE/ERSTER TEIL

1 Sinfonia (Vl I+Ob I, Vl II+Ob II, Vla, Bc)
2 Recitativ: Da nahm Pilatus Jesum und geißelte ihn (19:1)
3 Arie (S, Vl I, II, Vla, Bc): Unsre Bosheit ohne Zahle
4 Recitativ: Und die Kriegsknechte flochten eine Krone (19:2-3a)
5 Kor (SATTB, Vl I+Ob I, Vl II+Ob II, Vla, Bc): Sei gegrüßet, lieber Judenkönig (19:3b)
6 Recitativ: Und gaben ihm Backenstreiche (19:3c-4a)
7 Arioso (Pilatus, Bc): Sehet, ich führe ihn heraus (19:4b)
8 Recitativ: Also ging Jesus heraus (19:5a)
9 Duet (S I og II, Bc [takt 1-50], Vl I, II, Bc [takt 51-60]): Schaut, mein Jesus ist Rosen zu gleichen
10 Recitativ: Und er spricht zu ihnen (19:5b)
11 Arioso (Pilatus, Vl I, II, Vla, Bc): Sehet, welch ein Mensch (19:5c)
12 Recitativ: Da ihn die Hohenpriester (19:6a)
13 Kor (som sats 5): Kreuzige, kreuzige! (19:6b)
14 Recitativ: Pilatus spricht zu ihnen (19:6c)
15 Arioso (Pilatus, Bc): Nehmet ihr ihn hin (19:6d)
16 Recitativ: Die Juden antwortenen ihm: (19:7a)
17 Kor (som sats 5): Wir haben ein Gesetz (19:7b)
18 Recitativ: Da Pilatus das Wort höret (19:8-10a)
19 Arioso (Pilatus, Bc): Redest du nicht mit mir? (19:10b)
20 Recitativ: Jesus antwortet: (19:11a)
21 Arie (Jesus, Vl I-II, Ob I-II [eller Fl I-II], Vla, Bc): Du hättes keine Macht über mir (19:11b)
22 Recitativ: Von dem an trachtet Pilatus (19:12a)
23 Arie (S, Vl solo, Bc): Durch dein Gefängnis, Gottes Sohn
24 Recitativ: Die Juden aber schrien (19:12b)
25 Kor (som sats 5): Lässest du diesen los (19:12c)
26 Recitativ: Da Pilatus das Wort höret (19:13-14a)
27 Arioso (Pilatus, Vl I, II, Vla, Bc): Sehet, das ist euer König (19:14b)
28 Recitativ: Sie schrien alle: (19:15a)
29 Kor (som sats 5): Weg, wegmit dem (19:15b)
30 Arie (B, Vl I, II, Vla, Bc): Erschüttere mit Krachen
31 Recitativ: Spricht Pilatus zu ihnen: (19:15c)
32 Arioso (Pilatus, Bc): Soll ich euren König kreuzigen? (19:15d)
33 Recitativ: Die Hohenpriester antworteten: (19:15e)
34 Kor (som sats 5): Wir haben keine König (19:15f)
35 Recitativ: Da überantwortet er ihn (19:16-18)
36 Arie (A, Bc [1-59], Vl I+Ob I, Vl II+Ob II, Vla, Bc [60-73]): Getrost, mein Herz, hier kannst du Grad' umfassen
37 Recitativ: Pilatus aber schrieb eine Überschrift (19:19-21a)
38 Kor (som sats 5): Schreibe nicht »Der Juden König« (19:21b)
39 Recitativ: Pilatus antwortet: (19:22a)
40 Arioso (Pilatus, Bc): Was ich geschrieben habe (19:22b)
41 Recitativ: Die Kriegsknechte aber, da sie Jesum gekreuzigt hatten (19: 23a)
42 Arie (T, Bc): Du mußt den Rock verlier'n
43 Recitativ: Der Rock aber war ungenähet (19:23b-24)
44 Kor (ATTB, Bc): Lasset uns den nicht zerteilen (19:24b)
45 Recitativ: Auf das erfüllet würde (19:24c)
46 Accompagnato: »Sie haben meine Kleider unter sich geteilet« (19:24d)
47 Recitativ: Solches taten die Kriegsknechte (19:24e)
48 Duet (T I og II, Vl I, II, Vla, Bc): Welche sind des Heilands Erben?
SECONDA PARTE/ZWEITER TEIL
49 Recitativ: Es stund aber bei dem Kreuz (19:25-26a)
50 Arioso (Jesus, Vl I, II, Vla, Bc): Weib, siehe, das ist dein Sohn (19:26b)
51 Recitativ: Darnach spricht er zu dem Jünger: (19:27a)
52 Arioso (som sats 50): Siehe, das ist deine Mutter (19:27b)
53 Recitativ: Und von Stund an nahm sie der Jünger zu sich (19:27c-28a)
54 Arioso (som sats 50): Mich dürstet! (19:28b)
55 Arie (S, Vl I, II, Vla, Bc): Jesu, wonach dürstet dich
56 Recitativ: Da stund ein Gefäß voll Essig (19:29-30a)
57 Arioso (som sats 50): Es ist vollbracht! (19:30b)
58 Arie (B, Vl I, II, Vla, Bc): O großes Werk, im Paradies
59 Recitativ: Und neignete das Haupt und verschied. (19:30c)
60 Arie (S, Vl I, II, Vla, Bc): Bebet, ihr Berge, zerberstet, ihr Hügel!
61 Recitativ: Die Juden aber, dieweil es Rüsttag war (19:31-34)
62 Duet (S, B, Bc [1-26], Vl I+Ob I, Vl II+Ob II, Vla, Bc [26-32]): War das Wasse denn zu schlecht
63 Recitativ: Und der es gesehen hat, der hat es bezeuget (19:40)
64 Duet (S, B, Bc [1-26], Vl I+Ob I, Vl II+Ob II, Bc [26-31]): Ich gehe mit in's Grabe
65 Recitativ: Es war aber an der Stätte, da er gekreuziget ward (19:41-42)
66 Kor (som sats 5): Schlafe wohl, nach deinen Leiden

Bibliografi
  • Braun, Werner, Ehtheits- und Datierungsfragen im vokalen Frühwerk Georg Friedrich Händels, i »Händel-Ehrung der Deutschen Demokratischen Republik, Halle 11.-19. April 1959«, Deutscher Verlag für Musik, Leipzig 1961, s. 61-63 (vedr. Johannes-passionen)
  • Burrows, Daniel (red.), The Cambridge Companion to Handel, Cambridge University Press, 1997, third printing 2004
  • Chrysander Friedrich, G. F. Händel, Breitkopf & Härtel, Leipzig 1858 og 1860, Zweite unveränderte Auflage 1919
  • Fischer, Kurt von, Die Passion. Musik zwischen Kunst und Kirche, Bärenreiter/Metzler, Kassel etc., Stuttgart etc. 1997
  • Flesch, Siegfried, Georg Friedrich Händel. Lebens- und Schaffensdaten i »Händel-Handbuch« bind I, Bärenreiter, Kassel etc. 1978
  • Keates, Jonathan, Handel. The Man & His Music, Pimlico, London 2009
  • Lang, Paul Henry, George Frideric Handel, Faber and Faber Limited, London 1966
  • Larsen, Jens Peter, Handel's Messiah. Origin, Composition, Sources. Adam & Charles Black, London 1957
  • Leichtentritt, Hugo, Händel, Deutsche Verlags-Anstalt, Stuttgart, Berlin 1924
  • Marx, Hans Joachim, »...eines welt-berühmten Mannes gewisse Passion« Zur Herkunft der Händel zugeschriebenen 'Johannes-Passion, i »Musica« 1987, s. 311–316
  • Marx, Hans Joachim, Händels Oratorien, Oden und Serenaden, Vanderhoeck & Ruprecht, Göttingen 1998
  • Müller-Blattau, Joseph, Georg Friedrich Händel, Akademische Verlagsgesellschaft Athenaion, Potsdam 1933
  • Müller-Blattau, Joseph, Georg Friedrich Händel. Der Wille zur Vollendung, B. Schott's Söhne, Mainz 1959
  • Rendall, Ed. D., Is Handel's "St. John Passion" Genuine? i »Zeitschrift der internationalen Musikgesellschaft«, 6. Jahrgang, 1905, s. 143–149
  • Victor Schœlcher, The Life of Handel, 1857. Amerikansk udgave: Oliver Ditson and Company, Boston uden år. Faksimileudgave: Bibliolife, trykt 2010
  • Georg Friedrich Händel, Harmonie, Verlagsgesellschaft für literatur und Kunst, Berlin 1898
Udgaver fra nyere tid
  • Georg Friedrich Händel, Passion (1704) nach dem Evangelisten Johannes für Solostimmen, Chor und Orchester (også med engelsk titel), Willy Müller, Süddeutscher Musikverlag, Heidelberg 1957 (Felix Schroeder)
  • Georg Friedrich Händel, Passion/The Passion (1704) nach dem Evangelisten Johannes für Solostimmen, Chor und Orchester etc., Verlag Merseburger, Berlin 1958 (Harald Heilmann)
  • Georg Friedrich Händel, Passion nach dem Evangelisten Johannes. Hallische Händel-Ausgabe, Deutscher Verlag für Musik, Leipzig/ Bärenreiter, Kassel etc. 1964 (Karl Gustav Fellerer)
Indspilning

George Frideric Handel, St John Passion
Medvirkende: Maria Zádori, sopran, Martin Klietmann, tenor, József Moldway, baryton, Charles Brett, kontratenor, István Gáti, baryton, Gábor Kállay, tenor, Judit Németh, mezzo-sopran, Kamarakórus/ Chamber Choir, Capella Savaria, dir. Pál Németh
Plademærke og –nummer: Hungaroton HCD 12906
Indspillet 1994 efter Karl Gustav Fellerers udgave

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Siden opdateret den 24. november 2010